Innovationsmessen blev en succes
4.-6. klasse på Dronninglund Skole har arbejdet med innovation

Galleri - Tryk og se alle billederne.
DRONNINGLUND:Der var rigtigt meget, som skulle nås i løbet af den uge, hvor 4.-6. årgang på Dronninglund Skole havde innovation som tema. Der skulle arbejdes i fire faser med emnet: 1)Idéfasen. Lav en beskrivelse af idéen. 2)Lav et produkt. 3)Lav en reklamefilm om produktet. 4)Innovationsmesse, hvor produkterne fremvises, og man fortæller om sit produkt.
Som optakt til ugen har eleverne i de to foregående uger også arbejdet med emnet, bl.a. ved at have besøg af unge iværksættere og et eventfirma, været på virksomhedsbesøg samt arbejdet med en række øvelser, som inspirerer eleverne til at tænke kreativt og innovativt - alt sammen i et godt samspil med skolens omgivelser.
Innovation er et nyt emne i den danske folkeskole, som er indført i forbindelse med den nye skolereform. Fremmedordbogen forklarer fremmedordet innovation som noget med fornyelse samt forsknings- og idéudviklingsarbejde, mens det officielle læringsmål fra ministeriet lyder:
- Målet er, at eleverne skal mærke deres egen kreativitet og idérigdom, og dermed styrke deres kreative selvtillid. Fagligheden er kreativitet og nytænkning. Kunsten er at se muligheder.
Undervisningsministeriet har i samarbejde med Eksperimentarium og Industriens Fond lanceret den landsdækkende ”Skolernes Innovationsdag”, som Dronninglund Skole var en del af i form af, at temaugens innovationsmesse var henlagt til denne dag.
Bendt Danielsen, som er medlem af Brønderslev Byråd og PR-mand for Dronninglund Skole, udtaler i den forbindelse:
- Skolernes Innovationsdag blev i den grad markeret ved Dronninglund Skoles messe og var et klart bevis på, at man her på trods af centreringen af støtten i Københavnsområdet lokalt har gennemført et vellykket innovativt projekt i samarbejde med nyskabende, lokale iværksættere og virksomheder.
Motiverede elever
Men inden man kom til messen var der en travl uge, hvor der blev arbejdet kreativt, lavet diverse innovative øvelser, lavet logoer og reklamefilm. De lærere, som havde været med til projektet kunne bagefter fortælle, at eleverne i hele ugen har været motiverede, innovative og udvist en høj grad af nytænkning og nyskabelse. De har tilmed været koncentrerede og fokuserede og udvist en høj grad af samarbejdsevner.
Der var stuvende fuldt i Centerrum B på Dronninglund Skole den formiddag, da innovationsmesse 2015 for 4., 5. og 6. årgang løb af stabelen. Omkring 270 mennesker - primært elever, forældre, bedsteforældre og lokale aktører fik en god oplevelse. 25 stande præsenterede hver især deres innovative produkt.
Nogle af de, som blev belønnet med en pris i form af et diplom, var: Bedste idé: Flex-Post, Bedste produkt: Barnestol, Bedste reklamefilm: Staver 2000, Bedste design: Magnet-knag, Bedste gadget: Cykelhjelm og Publikumsprisen: Førstehjælpsrobot.
Efter at tovholder på projektet, Karen Grøn, havde budt velkommen og sagt tak til alle de implicerede - ikke mindst eleverne:
- Tak for jeres store indsats og innovative opfindsomhed, kunne Bendt Danielsen åbne messen, hilse fra byrådet og sige, at de påskønner meget, at emnet innovation tages op i undervisningen:
- Med dette viser I, at der videreudvikles og tænkes nyt her i Nordjylland og i Brønderslev Kommune.
En tale stående på hovedet
Skoleleder Dorte Kristine Pedersen udtrykte ligeledes stor anerkendelse af elevernes og lærernes arbejde med innovation, og afslutningsvis holdt Christian Bendix tale på elevernes vegne, og da det nu drejede sig om at være nytænkende og kreativ, så foregik det stående på hovedet foran talerstolen. Det høstede et fantastisk kæmpebifald blandt det talstærke publikum.
Så var standene åbne, og publikum bevægede sig rundt for at besøge de enkelte stande for at høre nærmere om de enkelte produkter.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.