Insekter hærger egetræer

Flere steder i Danmark er egetræerne et trist syn. Bladene er væk og træerne ser nærmest døde ud. Men selv om det er et trist syn, er der ingen grund til panik blandt haveejere og skovgæster, forsikrer seniorforsker Hans Peter Ravn fra Landbohøjskolen. - Det er larverne af den lille sommerfugl frostmåleren, der er på spil. Træerne har heldigvis sine helt egne våben mod angrebene. Selvom alle forårets blade er spist, er egetræerne, som et af de få træer, i stand til at sætte nye blade her om sommeren. Det er ikke første gang, at frostmåleren angriber de danske egeskove. Det sker med års mellemrum, at frostmålerens larver optræder i millionvis, som vi kender det fra mariehøns og myg. Heldigvis tager egetræerne ikke skade af de mange frostmåleres hærgen. - Godt nok vokser træerne lidt mindre i år, men når man tænker på, at et egetræ kan blive mange hundrede år gammelt, betyder det ikke så meget set over træets lange livsforløb, fastslår Hans Peter Ravn./ritzau/