Inspektør for såvel hallen som skolen

Skalleruphallens bestyrelse vil gerne samarbejde med skoleinspektøren, når halinspektøren går af

SKALLERUP:En epoke i Skallerup er slut 1. januar 2007, når halinspektør Ole Michaelsen, 69 år, går på pension fra jobbet i Skalleruphallen. Den er bygget i 1973 og Ole Michaelsen er kun hallens anden inspektør. Men han bliver også den sidste, for Hjørring Kommune ønsker at finde en anden ordning med et serviceteam i stedet for en fast halinspektør. Bestyrelsen for hallen vil imidlertid gerne have en anden løsning. De har henvendt sig til Skallerup Skoles bestyrelse for at høre, om man vil være med i et samarbejde, og det vil skolen gerne. Så hvis ellers ordningen bliver godkendt af politikerne, så skal skole/børnehave og hal drives sammen og skoleinspektør Jan Breivik bliver administrator for hallen. - Det har jeg det rigtigt fint med, fastslår Jan Breivik. Han synes, at det er en rigtig god idé, fordi det kan være med til at styrke det lokale. - Det vil få tingene til at hænge sammen herude i området, og det kan jeg godt lide. Brugerne af hallen er jo i vid udstrækning de samme, som bruger skolen, siger Jan Breivik. Forslaget fra skolens og hallens bestyrelser er, at man afsætter et beløb til hallen, som skal administreres af skolen, som derefter skal stå for rengøring, opsyn, drift og almindelig vedligeholdelse - opgaver, som i dag ligger i halbestyrerfunktionen. Jan Breivik mener, at det giver skolen mulighed for at ansætte en pedelmedhjælper og beholde sekretærhjælp på skolen. Derudover skal der ansættes et rengøringsfirma til at gøre rent i hallen. Jan Breivik har ikke noget imod at blive hallens tilkaldemand. - Hvis der opstår problemer, så bor jeg kun 800 meter fra hallen. Så kan jeg jo bare gå derover, siger han. Skoleinspektøren afviser, at jobbet som haladministrator ligger udenfor det normale arbejdsområde for en skoleinspektør: - Det er meget normalt, at der findes specialafdelinger på skoler. Min hedder blot hallen, som har pedellen som afdelingsleder. Jan Breivik understreger, at det ligger i tiden, at skolen skal være centrum: - Det er også, hvad vores landbyråd ønsker. Det er efter forslaget meningen, at skole/børnehave og hallen fortsat skal have hver sin bestyrelse og regnskab.