Inspektør glæder sig til bedre plads

Skolefritidsordning rykker ind i bybusanlæg

VEJGAARD:- Det er en rigtig god løsning, som jeg glæder mig meget til. Skoleinspektør Stig Hylleberg, Filstedvejens Skole, ser frem til mere permanente forhold for skolefritidsordningen for de 10-14 årige, den såkaldte DUS II, i det tidligere bybusanlæg lige vest for skolen. Det skal bygges om til et såkaldt Multihus. For øjeblikket holder DUS'en til i lokaler hos en boligforening på den nærliggende Jyttevej, men det lejemål udløber til nytår. Til den tid står den nye DUS II langt fra færdig, men Stig Hylleberg er optimist: - Jeg håber, at vi kan få forlænget lejemålet med boligforeningen, og jeg fornemmer, at de har forståelse for vores situation. Vores del af byggeriet i den gamle busterminal er ikke det mest komplicerede, så jeg håber, vi kan flytte ind allerede i løbet af næste år. Magistraten, der består af borgmester og rådmænd, har i enighed netop konfirmeret planerne for de gamle bybusgarager. Sagen skal senere behandles i byrådet, men det ændrer næppe på beslutningen: Hus på 1000 kvadratmeter Aalborg Kommune sætter otte millioner kroner af i budgettet for de næste to år (3,5 millioner kroner i 2004 og 4,5 millioner kroner året efter). Multihuset skal indrettes i den gamle administrationsbygning og en del af nuværende garager - i alt bliver det et hus på cirka 1000 kvadratmeter. Foruden DUS II bliver de primære brugere bordtennisklubben Tateni og "borgere i Vejgaard". Det sidste dækker over møde- og aktivitetslokaler. Til gengæld er tanken om at flytte Vejgaard Bibliotek ind i huset droppet. "Stedet", et tilbud for foreningsløse unge mellem 10 og 24 år, skal også have plads på arealet, men i en selvstændig bygning. For øjeblikket holder Stedet til i en pavillon på Filstedvejens Skoles parkeringsplads, og den fremtidige løsning bliver formentlig også med pavilloner, forudser Stig Hylleberg. Skole lidt klemt Garagegrunden er på godt 15.000 kvadratmeter, og en god fjerdedel bliver afsat til parkeringspladser samt reserve-areal til Filstedvejens Skole. - Det er meget fornuftigt. Vi ved jo ikke, hvad der er brug for om 25-30 år, og skolen har ligget indeklemt næsten siden starten for 30 år siden, mener skoleinspektøren. Han ser også frem til, at der bliver nedsat et byggeudvalg, som kan gøre planerne konkrete. Et udvalg, som han forventer, at skolen får plads i. En tredjedel af arealet bliver formentlig sat til salg på et tidspunkt. eventuelt til boliger. Bybusserne efterlod en betydelig forurening på grunden. I en rapport har ingeniørfirmaet Rambøll anslået, at det vil koste omkring 3,5 millioner kroner at rydde op, alt afhængig af, hvad grunden skal bruges til. Men de penge bliver ikke taget fra de otte millioner kroner - ifølge magistratens beslutning skal de hentes i kassen med penge, der kommer ind ved at sælge kommunale ejendomme.