Advokatvirksomhed

Inspiration for købere og sælgere

BRØNDERSLEV:Både købere og sælgere af boliger kan få god inspiration, når der på mandag holdes boligaften hos advokatfirmaet Storkborg Jensen, Algade 2 i Brønderslev. - Køb og salg af bolig kan være en uoverskuelig jungle at begive sig ind i, hvis man ikke fornylig har prøvet det. Selv om man for nogle år siden har købt eller solgt, er der i de seneste år sket utroligt meget på boligmarkedet. Man skal virkelig være opmærksomsom. Nye såkaldte produkter inden for finansiering, forsikring, aftaleformularer m.m. kan nok få rynkerne frem i panden, siger advokat Gert Storkborg Jensen. - Der er mange spørgsmål, der er brug for at få besvaret. Skal der tegnes ejerskifteforsikring på baggrund af en tilstandsrapport? Er man som sælger dækket godt nok af mod mangelkrav fra køber? Hvilken form for finansiering er den rigtige? Når man køber hus sammen, hvordan er de arveretlige regler - skal man giftes? - Denne aften er der mulighed for at få en snak og rådgivning af en boligadvokat, hvor alle - såvel begyndere som øvede - gratis kan stille spørgsmål og få et indblik i, hvorledes forløbet i en handel kan være. - Som medlem af foreningen af Danske Boligadvokater vil der i løbet af aftenen blive udleveret brochurer og udstedt købercertifikater til interesserede, der giver en billig pris på handel end normalt, da mange spørgsmål er afklaret på forhånd, siger Gert Storkborg Jensen.