Inspiration fra fortiden

Hjørring 12. juni 2003 08:00

HJØRRING: - Nogle gange synes jeg, at jeg er født i en forkert tid. Jeg romantiserer lidt tiden sidst i 1800-tallet. Det er en svunden verden, som jeg ved, jeg ikke kan få tilbage. Maleren Kim Larsen udstiller i øjeblikket "At skabe er at leve" på VUC Vendsyssel Vest i Hjørring. Udstillingen er stærkt inspireret af hans forkærlighed for gamle dage. En fortid som han sætter i et lyserødt lys, selvom hans farmor har fortalt om de dages virkelighed, om sygdom og fattigdom. - Menneskerne var mere interessante dengang. Der var ligesom mere stil over det. Kim Larsen savner især, at man i dag taler sammen og fortæller hinanden historier, som man gjorde dengang i stedet for bare at tilbringe hver aften foran fjernsynet. Da Kim Larsen, som han selv siger, ikke kan opleve de dage, og selv se hvordan det var, er en del af billederne lavet over gamle fotografier. Især i trykket "Europas svigerfar" af Kong Christian den 9. er inspirationen fra fotografiet tydelig. Her har Kim Larsen ladet en del sværte side for at skabe effekten med mørke i kanten af billedet, som er tydelig på mange gamle billeder. Mange af figurerne i Kim Larsens billeder er kendte mennesker. Således er Holger Drachman, Vincent Van Gogh, Nikolai Frederik Severin Grundtvig, Karen Blixen og Paul Gaugain samlet i billedet "Diskussionen/Slagsmålet". Ifølge Kim Larsen har Gaugain og Van Gogh på billedet netop haft en heftig diskussion, men deres og de to andre mænds opmærksomhed er nu blevet fanget af noget, der foregår uden for billedet, måske et slagsmål. Kun Karen Blixen kigger den anden vej, som om hun tænker på andre ting end det, der foregår her og nu. Tanker, som maleren forestiller sig, kunne dreje sig om hendes elskede Afrika. Udstillingen kan ses på VUC frem til 20. juni.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...