Inspiration i en krisetid

En af landets dygtigste inspiratorer kommer til Frederikshavn 13. marts

Claus T. Kræmmergård
Jesper Christensen holder foredrag på Scandic The Reef 13. marts.Pr-foto
Frederikshavn 23. februar 2012 11:53

Nogle vil mene, at han er lige lovlig kæk - andre ser ham som en ren guru. Ikke desto mindre så er de fleste enige om, at Jesper Christensen - som en af landets dygtigste salgstrænere og inspiratorer - har nogle interessante budskaber. - Jeg kan mærke, at der er mange virksomheder, der slås med positiviteten lige nu. Det skyldes, at de oplever faldende omsætning, siger Jesper Christensen. - Men negativiteten kan let betyde, at man ikke ser de muligheder, som der faktisk er i markedet, tilføjer han. Foredrag i Frederikshavn "Tør du sige nej til flere kunder i din butik?" Sådan lyder overskriften på det foredrag Jesper Christensen holder på Scandic The Reef i Frederikshavn tirsdag 13. marts klokken 18.00-20.00 - så forhåbentlig er der noget at komme efter for de erhvervsdrivende i Frederikshavn Kommune. - Der er mange virksomheder, som har kørt skidt i nogle år, og det betyder, at de nu er pressede på økonomien. Men i sådan en situation vil jeg gerne opfordre dem til at tænke lidt anderledes. For hvis der er noget, som ikke gik godt sidste år, hvorfor skulle man så tro på, at det kommer til at gå godt i år, siger Jesper Christensen. Fokus på markedsføring Jesper Christensens foredrag i Frederikshavn bliver delt op i to dele. - Den første del fokuserer på, hvordan virksomhederne optimerer deres markedsføring. Det handler simpelthen om, hvordan de får mest ud af deres penge. - Der er faktisk mange, der ikke tænker over, hvilke medier, der er bedst til at ramme deres målgruppe, siger Jesper Christensen. Den anden del af foredraget kommer til at handle om selve salget i butikken. Masser af humor - Jeg vil gerne fortælle om, hvordan man kan skabe mersalg uden at være for anmasende, fortæller Jesper Christensen, der lover et foredrag med masser af humor. Jesper Christensen er 44 år gammel og har en uddannelse som cand. merc. i afsætning. De seneste år har han været selvstændig, men forinden har han været salgsdirektør og marketingchef. Det er gratis at deltage i arrangementet som Handels- og virksomhedsforeningen Frederik, Erhvervshus Nord og NORDJYSKE Medier står bag. Tilmelding skal ske til NORDJYSKE Medier, Tordenskjoldsgade 2, Frederikshavn senest 6. marts.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...