Instant Love til glas

Glaskunstens grand old man Finn Lynggaard udstiller

Galleri Uggerby på Strandvejen i Lønstrup har for tiden besøg af Danmarks Glaskunster nummer ét. Den 73-årige Finn Lynggaard viser sine unikating i glas. For 30 år siden ville materialet have været keramik, for da var han en af Danmarks dygtigste keramikere. Et enkelt pust i en glaspibe, så var han solgt til glasset og har været det lige siden. Det var som han selv siger "Instant Love". Dén historie er i korthed: - Jeg var i 1970 inviteret som gæstelærer i keramisk teknologi på et to måneder langt kursus på Sheridan College i Ontario, Canada. Sideløbende med dét kursus var det første mere strukturerede kursus i glas i Canada. En gammel ven var med og han blev ved med at sige: Kom og prøv at blæse en boble. Jeg afviste det, men han blev ved med at plage, og så en aften gjorde jeg det. Jeg dyppede en pibe i den der mærkelige masse som glas er, og så blæse jeg min første boble. Og med det samme vidste jeg, at det var det, jeg havde ledt efter hele mit liv, fortæller Finn Lynggaard. Han erkender, at eleverne blev forsømt resten af tiden, for han ville hellere blæse glas end undervise. - Jeg tog hjem til familien og sagde: Nu må vi spise havregrød det næste år, for far skal blæse glas. På det tidspunkt havde Finn Lynggaard længe haft stor succes med sine keramiske værker. Han havde bygget nyt hus med eget værksted i Hørsholm. - Det gik meget stærkt i 50'erne og 60'erne. Keramikken kom med på den interesse, der i udlandet blev for dansk design - først og fremmest møbler. Og jeg blev på en måde lueforgyldt, for jeg blev inviteret til at undervise rundt omkring, fortæller Finn Lynggaard. Finn Lynggaard har nået meget, men har også knoklet for det, og det har haft nogle omkostninger: Han har fået dårlig hørelse af en larmende ovn, og øjenene er delvist ødelagte, selvom han ved sit arbejde har brugt beskyttelsesbriller. Og så er der by-pass-operationen. - Sådan er det. Det tager vi med, fastslår han. Selv tror kunstneren, at han livet igennem har haft glæde af sin oprindelige håndværkeruddannelse, som lærte ham en ordentlig arbejdsmoral: At stå op om morgenen, arbejde disciplineret og opdage, at ikke alt er lige spændende. Han blev uddannet maler - men det var egentlig lidt af en misforståelse: - Jeg drømte om at blive kunstmaler, så da min far spurgte, hvad jeg ville være, sagde jeg maler og tænkte på billeder. Nogle dage senere kom han og sagde, at jeg kunne starte hos malermester Nielsen om mandagen. Men hvad. Jeg var 17 år, og det var meget godt, at der var en, der tog beslutningen for mig. Senere kom jeg på Kunstakademiet. Jeg havde store ambitioner, men jeg syntes ikke mine billeder var gode nok. Men så opdagede jeg, at der inde ved siden af var kommet en lille keramisk skole, og det var noget for mig. Jeg havde prøvet af arbejde med ler, da jeg var militærnægter i Oxbøl, hvor jeg var med til at etablere et keramisk værksted. Jeg tror, at mit håndværkerblod gjorde, at jeg godt kunne lide at bruge mine hænder i leret, siger Finn Lynggaard. I dag - efter mere end 30 år med glaskunstnere - indrømmer han, at keramikken var for langsom for ham: - Keramik og glas er to vidt forskellige materialer. Keramik er et meget tålmodigt materiale, hvor der er mange processer, og man kan tage en pause ind imellem. Der går 14 dage, og så har man et velovervejet produkt. Måske for velovervejet, for følelserne forsvinder engang imellem undervejs. Modsat glasset, hvor man skal arbejde lynhurtigt og får sved på panden. Det er en meget hektisk procedure, der giver et hurtigt resultat. Jeg kan gå igang med en vild idé om morgenen. En fem-seks ting går i stykker, men om eftermiddagen begynder det at lykkes, og hen på aftenen har man så et vellykket produkt. Finna Lynggaard forklarer, at der også er en væsentlig forskel på keramikere og glaskunstnere: - Keramikere er lukkede. Når man spørger dem, hvordan de har lavet en glasur, så lukker de i. Opskriften står i en sort bog, der låses inde hver aften, men spørger man en glaskunstner, så giver de et tre timers foredrag om, hvordan de har lavet et eller andet. Indenfor glaskunstnere over hele verden er der et utroligt godt sammenhold. Vi er som gamle venner. Finn Lynggaard har formået via det store fællesskab at få oprettet Glasmuseum-Ebeltoft, der begyndte med 14 flyttekasser med glaskunst fra hele verden, som han havde fået eller byttet sig til. Museet blev stiftet i 1986, og i dag har museet værker fra flere end 600 internationale kunstnere, som enten har foræret værker til museet eller har deponeret dem der. Finn Lynggaard har ingen planer om at gå på pension:. - Jeg var for nylig til 50 års skolejubilæum og oplevede, at mange af mine gamle kammerater gik til bingo, for som de sagde: Så går tiden så godt. Jeg forstår dem slet ikke. For mig er det med at få så meget tid som muligt, så jeg kan lave det, jeg gerne vil. Jeg kom så sent i gang med glasset, at jeg nok ikke når hele vejen rundt. Jeg bliver ved med at arbejde, for jeg elsker det. Jeg ender nok med at blive båret ud af værkstedet.