Institution vil bruge hus i Søgade til skole

Seks unge fra opholdssted ved Hjortdal skal undervises i Fjerritslev

FJERRITSLEV:Døgninstitutionen Hjorthøjgaard ved Hjortdal har fået Fjerritslev Kommunes tilladelse til at anvende ejendommen Søgade 3 i Fjerritslev til skole i dagtimerne for op til seks elever. Desuden må institutionen bruge husets førstesal til udslusningsbolig for en ung. Teknisk forvaltning har konstateret, at den brug af huset er i orden i forhold til lokalplanen, hvor der står at huse i bymidten kan bruges til offentlige formål. Det falder en skole inden for. - Det har vi taget til efterretning i teknisk udvalg, oplyser formanden Jørgen Eriksen (V). Husets tidligere ejer, der havde butik i stueetagen, søgte kommunen om lov til at ændre brugen fra forretning til bolig, men fik afslag, fordi det i lokalplanen står, at stueetagen i ejendomme i bymidten skal bruges til forretning, liberalt erhver eller offentligt formål. Derimod kan etagerne over stueniveau godt bruges til boliger. Ikke kriminelle Lederen af Hjorthøjgaard, Lars Andreasen, oplyser at de seks unge, der er i alderen 13 til 18 år, hverken er kriminelle, stofmisbrugeren eller på andre måder til fare for deres omgivelser. - De er hos os, fordi de har sociale problemer, har det svært med familien og skolen, siger han. - Vi har ønsket at give dem undervisning et andet sted end hvor de bor. Det giver et godt afbræk i deres dagligdag, forklarer han. - Huset vil kun blive brugt i dagtimerne på hverdage mellem klokken otte og kl. 14, understreger Lars Andreasen. - Lejligheden på første sal bliver brugt som almindelig lejlighed, men kan bruges som udslusningsbolig for en ung, hvis det bliver aktuelt. Der er ansat 13 voksne på Hjorthøjgaard til at tage sig af de seks unge, heraf er tre lærere, oplyser Lars Andreasen. Lærerne kommer nu til at arbejde i Fjerritslev.