Film

Instruktør med hjertet

Carsten Myllerup ved, han stiller op til tæsk med valget af genre, men han gør det gerne med gyseren "Midsommer"

En uge efter de havde skrevet manuskriptet i den svenske hytte, brændte den ned til grunden. I det hus hvor filmen udspiller sig, havde en mand hængt sig. Og en kvinde var blevet skudt på den snoede grusvej mellem de hvislende træer. Carsten Myllerup løfter brynene og har spøgelser i øjnene. - Der skete faktisk en masse underligt under de filmoptagelser. Han griner, så det halvlange pagehår gynger om ansigtet. For godt nok tror han på, at der er mere mellem himmel og jord. Men var der ligefrem spøgelser til stede under filmoptagelserne, ville de ikke medvirke, da skuespillerne prøvede at påkalde ånden i glasset. Det virkede kun ved hjælp af film effekternes magi. Og næste fredag har filmen "Midsommer" så premiere i landets biografer. Hans første spillefilm. Markedsført som en psykologisk gyser. - Vi var godt klar over, at vi stillede op til tæsk ved at lave en dansk gyser. Men med det i forvejen dårlige ry, kunne det jo kun blive bedre. Og jeg har engang lært, at med film er det faktisk ligegyldigt, hvilken genre man beskæftiger sig med, sålænge man gør det godt. De nye converse- lærreds støvler danser lidt rastløst på gulvet. Med filmen har den 31-årige instruktør forsøgt at lave en film, hvor "Vil du se min smukke navle" møder "Scream". - Vi ville lave en ungdomsfilm, der er udfordrende, og som ikke taler ned til sit publikum. Man skal tro på de her personer. Og det var vigtigt, at alt det der sker i filmen også kunne ske i virkeligheden. Og en del af forberedelserne har været at gyse hjemme foran skærmen. For at finde ud af hvad det egentlig er, der gør en film uhyggelig. - Tager man en film som f.eks "Alien", er den jo megauhyggelig, fordi man hele tiden er bange for, at der skal ske noget. Man kan ikke konkurrere med folks fantasi. Det er det psykologiske, der er spændende. At vi som publikum ved noget, personerne på lærredet ikke ved. Han rykker sig længere ud på biografstolens røde sæde. I filmen er Christian og hans søster Sofie samlet med vennerne til studenterfest hos vennen Trine. Pludselig ligger Sofie på sofaen. Der er to tomme pilleglas på badeværelset. Hun er død. Alligevel samles vennerne to måneder senere for, som traditionen byder, at tage op til huset i Sverige og fejre midsommer. De forsøger at skubbe væk, hvad der er sket, men Christian kan ikke. Og knirkende vinduer og uforklarlige hændelser afslører, at der er nogen eller noget, der vil i kontakt med dem. Og at der under overfladen lurer en masse mørke hemmeligheder, der vil ud. - Det er en film, der på mange måder handler om identitet. Efter gymnasiet står man jo og kan gå alle veje. Det handler om at man skal lytte til sig selv, og det man hører. Og det kender han selv udemærket. Det med at stå ved en vej og ikke vide om man skal dreje til højre eller venstre. For efter opvæksten og gymnasiet i den lille jyske by Ejstrupholm, anede han ikke, hvad der så skulle ske. Godt nok havde han snittet til at gå direkte ind på universitetet i de fleste fag. Men det var alligevel ikke rigtig godt. Og efter en længere rejse besluttede han sig for at lave en rejsedokumentar. - Det var bare så fedt. Her var alle de ting, som jeg syntes var fede, samlet. Så han søgte ind på filmskolen. Og to gange fik han afslag. - Ens selvtillid får selvfølgelig et hug af rang, men du kan sagtens være god nok uden at komme ind. For det handler også om, at de skal sammensætte en gruppe, der passer sammen. Så det bliver marginalerne, der afgør det. Han kører fingrene gennem håret. Da han ringede til filmskolen for at få en begrundelse for afslagene, kunne han ikke rigtig få den, og det bekræftede ham i, at det ikke var talentet, der manglede. - Dem der har gået på filmskolen, har ikke patent på de gode historier. Og er historien god nok, vil filmen altid blive lavet, ligegyldigt om der står filmskolen på ens cv. Og selvom navnet Carsten Myllerup nok ikke umiddelbart får klokkerne til at ringe, er han langtfra grøn i filmsammenhæng. Han er formand for den alternative filmuddannelse "Super 16" og har flere dokumentar - og novellefilm bag sig. Et par afsnit af "Hotellet" på TV2 er det også blevet til, og for et par år siden løb han med en Robert for bedste kortfiktion. Alligevel er det noget specielt at lave en spillefilm. - Der har man mere en fornemmelse af, at man laver et værk. Spillefilm er jo filmens limousine. Og så er det altid fedt, at lave noget for første gang. Hans øjne glimter. For selvom der har været hårde tider med arbejde i branchen om dagen og uddannelse i "Super16" om aftenen og i weekenden, har han aldrig været ved at give op. For det er det her, han vil. Og når han ankommer til premieren i næste uge, er det ikke med nerverne udenpå det afslappede tøj. Men som en glad mand. - Jeg har gjort det så godt jeg kunne. Jeg synes, jeg har lavet en god film, og hvis nogen så også kan identificere sig med den, så er det bare perfekt. Han smiler. Inde bag øjnene er han allerede igang med sin næste spillefilm. Hvad det bliver, ved han endnu ikke. Andet end en god historie. Noget han har lyst til at fortælle. Og ikke en gyser.