EMNER

Intens diplomatisk aktivitet efter PKK-angreb i Tyrkiet

Demonstranter kræver gengældelsesangreb, mens USA og Irak forsøger at hindre eskalering af konflikt

ANKARA:Tyrkiet bekræftede mandag, at otte soldater er meldt savnet i forbindelse med sammenstød langs grænsen til Irak med den kurdiske oprørsbevægelse PKK, hvilket intensiverede krav i den tyrkiske befolkning om, at regeringen slår til mod PKK-baser inde i Irak. Samtidig blev der udfoldet betydelige diplomatiske anstrengelser uden for Tyrkiet for at forhindre weekendens sammenstød, der kostede 12 tyrkiske soldater livet, i at udvikle sig til nye kamphandlinger. - Trods al eftersøgning, er der ikke blevet etableret kontakt med de otte soldater, hedder det i en erklæring, som den tyrkiske hærstab udsendte mandag. Oprørsbevægelsen PKK oplyser, at den har taget de otte soldater til fange. PKK har offentliggjort syv af soldaternes navne på en hjemmeside. Angreb-modangreb Angrebet og tilfangetagelsen førte mandag til gadedemonstrationer rundt om i Tyrkiet med krav om, at premierminister Recep Tayyip Erdogan straks beordrer et militærangreb på PKK-baser inde i Irak. Den tilspidsede situation fik mandag Det Hvide Hus til at opfordre regeringen i Irak til hurtigst muligt at tage skridt til at forhindre, at de kurdiske oprørere gennemfører nye angreb ind i Tyrkiet. Hvide Hus-talsmanden Tony Fratto sagde samtidig, at USA ¿ikke ønsker at se en bredere militæraktion langs Iraks nordlige grænse¿. Irak afviste dog at sætte regeringsstyrker ind i jagten på de kurdiske oprørere. På et krisemøde i den irakiske regering sagde forsvarsministeren, Abdel Qader al-Obeidi, at Irak ikke agter at flytte soldater fra det sydlige og centrale Irak, hvor der er stor brug for dem, til det nordlige, kurdiskdominerede Irak. Ensidig våbenhvile Iraks præsident, Jalal Talabani, gjorde dog sit for at gyde olie på vandene. Under et besøg mandag i Sulaimaniyah i den kurdiske region i Nordirak sagde han til journalister, at PKK i kølvandet på søndagens blodige angreb har besluttet at indlede en ensidig våbenhvile. - PKK har besluttet for deres part at erklære våbenhvile i nat, sagde Talabani i Sulaimaniyahs lufthavn, inden han gik om bord på et fly til den irakiske hovedstad, Bagdad. Abdul Rahman al-Chadirchi, et ledende medlem af PKK, ønskede ikke over for nyhedsbureauet AFP at bekræfte oplysningerne om en forestående våbenhvile, men sagde, at PKK ville udsende en erklæring senere mandag. Talibani fløj tilbage til Bagdad, hvor han i dag skal have hastesamtaler med den tyrkiske udenrigsminister, Ali Babacan. Den irakiske udenrigsminister, Hoshyar Zebari, meddelte mandag parlamentet i Bagdad, at Babacan i dag ankommer til den irakiske hovedstad for at føre forhandlinger med den irakiske ledelse om søndagens PKK-angreb på Tyrkiet fra baser i det nordlige Irak. Medlemmer af PKK angreb søndag tyrkisk militær i nærheden af landsbyen Daglica i den tyrkiske Hakkari-provins, der ligger tæt ved grænsen til Nordirak. Mindst 12 tyrkiske soldater og 32 oprørere blev dræbt under sammenstødene. Både EU og USA har fordømt PKK-angrebet. /ritzau/AFP