Intens DM-finale i rally cross på Nysumbanen

Det regnfulde vejr skabte ekstra udfordringer for de 67 biler, hvoraf flere havde problemer på den regnvåde bane

NYSUM:For de første tilskuere, der i god tid ankom til Nysumbanen for at overvære de indledende heats i DM-finalen i rally cross om formiddagen, åndede alt med flot solskinsvejr umiddelbart lutter idyl i de landlige omgivelser i den nedlagte grusgrav. Men tidligt om morgenen havde en kraftig regnbyge gjort, at banestrækninger med jordunderlag visse steder var meget våd. Det drejede sig specielt om det alternative spor, som kørerne skal benytte en gang i samtlige heats i løbet af dagen. I pitten var der derfor travlhed med at skifte til de mest fordelagtige dæktyper for at få det bedste vejgreb. Mor og datter i duel Kun tre af de 67 deltagere i DM-finalen i rally cross på Nysumbanen var kvinder. Blandt dem var mor og datter, Karina Jensen fra Frederikshavn og 17-årige Camilla Andersen. Selv om de kører i henholdsvis klasse 2, 2.000 ccm motor og klasse 5 for standardvogne, så konkurrede de mod hinanden i de indledende tre heats, fordi deltagerne her mixes sammen uanset klasse. - Jeg kom dog først i det indledende heat i forhold til min mor, understregede Camilla Andersen stolt i en pause i pitten. Hun begyndte sin karriere allerede som 13-årig i folke race. To år senere skiftede hun til rally cross, og havde sin egen Citroën AX Sport med til finaleløbet. - Selv om det er min egen bil, så kan jeg ikke reparere motoren. I stedet kan jeg skifte dæk og olie, erkendte Camilla Andersen. - Vi har istedet min mand Robert "Raket" Jensen med som mekaniker i dag, tilføjede hendes mor Hverken mor eller datter havde forventninger om de helt store placeringer i finaleløbet, men stillede sig på forhånd tilfreds med placeringer i den bedre halvdel af feltet. Camilla Andersens veninder er meget imponeret over hendes deltagelse i rally cross løb, en sport hun dyrker sideløbende med håndbold i Frederikshavn. - Det passer nemlig fint sammen, fordi håndbold er om vinteren og motorløb om sommeren, påpegede Camilla Andersen. Tilrejsende langvejs fra Blandt de mange tilskuere i klapstole på den stejle skrænt for enden af baneanlægget ved klubgården var far og søn, Bent og Anders Thomsen fra Lindstrup nord for Frederiskhavn. - Det er ikke fordi vi specielt kender nogle af dagens løbsdeltagere fra Frederikshavn, vi er her i dag. Vi kommer jævnligt på Ørndalbanen i Frederikshavn, men vil gerne opleve andet end rene jordbaner, forklarede Bent Thomsen, Og ved midagstid havde ingen af dem fortrudt den lange køretur til Nysumbanen. - Det er et utroligt flot baneanlæg, og dagens løbe er væsentlig mere international end hjemme i Frederiokshavn, erklærede Bent Thomsen. - Ja, vi kommer helt sikkert igen her til Nysum, tilføjede hans motorglade søn med overbevisning i stemmen. SAMTLIGE LØBSRESULTATER UNDER SPORTEN SIDE 6