Intens kamp om den runde bold og mål

70 hold tilmeldt Danske Bank Cup i Valsgårdshallen i weekenden

VALSGÅRD:"Spil bolden Christian, godt Jesper og husk nu alle at dække de røde op." Det var en engageret træner Claus Duus for miniputdrengene årgang 95 fra Doense, der lørdag formiddag sendte sine spillere ud i deres åbningskamp mod Jarl fra Arden som deltagere i Danske Bank Cup i Valsgårdshallen i weekenden. Men han var ikke den eneste på sidelinjen, der levende fulgte spillet inde på banen, det samme gjorde flere forældre af begge køn med blandt andet gentagne høje tilråb til deres yngre familiemedlemmer. Åbningskampen endte uafgjort 2-2, og det var en flok forpustede spillere, der forlod banen for en kort pause inden dagens næste kamp. De mest tilfredse og stolte var de to målscorere, Christian Nørlem og Jesper Birkelund, begge ni år. - Men selv om jeg scorede det første mål, så ville jeg da hellere have vundet kampen, erklærer Christian Nørlem. Forude venter der et par spillerunder senere dagens næste kamp mod Hobro IK, der bliver tabt stort med 4-0 med et meget skuffet Doensehold bagefter. - For mig som træner drejer det sig dog ikke primært om at drengene vinder, men mere det at de får lov til at spille flere kampe her i dag, pointerer træner Claus Duus, hvis egen søn er målmand. Tilfreds arrangør ROV IF 76 står for 19. gang som arrangører af fodboldstævnet med deltagere fra store dele af Himmerland. 70 hold og tæt på 500 spil-lere er med i år, og det er ifølge Per Sørensen, formand for idrætsforeningen, næsten uændret i forhold til de senere år. De mange kampe kræver en stram tidsplan, og midt i stævnet har arrangørerne kun været ramt af en enkelt svipser, nemlig et hold fra Hadsund, der ikke mødte op eller meldte afbud. - Ellers forløber alt planmæssigt, og som arrangører glæder vi os også over den store opbakning, der er fra de mange fremmødte forældre i weekenden, erklærer Per Sørensen i en kort pause i rollen som dommer.