Inter-boss: Christian Eriksen kan være væk i næste måned

Eriksen har haft svært ved at tilpasse sig livet i Inter og fortjener spilletid et andet sted, siger Marotta.

Danske Christian Eriksen kan være fortid i Inter allerede i næste måned, mener administrerende direktør Giuseppe Marotta. (Arkivfoto)

Danske Christian Eriksen kan være fortid i Inter allerede i næste måned, mener administrerende direktør Giuseppe Marotta. (Arkivfoto)

MILANO:Den danske landsholdsspiller og Inter-midtbanespiller Christian Eriksen kan forlade Serie A-klubben i næste måned, efter at han har kæmpet med at falde på plads i Italien efter sit skifte fra Tottenham i januar.

Det siger Inters administrerende direktør, Giuseppe Marotta, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Der var store forhåbninger til den 28-årige dansker, da han skrev kontrakt med Inter, men siden da er det kun blevet til 38 optrædener i den sorte og blå dragt.

Eriksen har i sin tid i klubben lavet fire mål og tre assister - alle i 2019/20-sæsonen.

- Er Eriksen på markedet? Det vil jeg sige, ja. Det har Piero Ausilio (Inters sportsdirektør, red.) sagt, sagde Giuseppe Marotta til Sky Italy forud for onsdagens 2-1-sejr over Verona i Serie A.

- Men det er ikke en straf. Han er en spiller, der har haft lidt problemer med at tilpasse sig livet i Inter. Lad os sige, at han er ikke funktionel for holdet, men dette er en objektiv kendsgerning, der ikke tager noget af hans professionalisme, tilføjer Marotta.

- Derudover er det også det rigtige at gøre at give ham muligheden for at få mere spilletid et andet sted. Vi bliver naturligvis nødt til at finde en løsning.

Transfervinduet i Italien åbner 4. januar.

Onsdagens sejr kom i hus uden Christian Eriksen i kamptruppen. Danskeren havde ifølge italiensk Sky Sport fået lov til at rejse hjem på grund af sin højgravide kæreste.

Inter ligger nummer to i Serie A med 33 point efter 14 spillede kampe. AC Milan ligger nummer et med 34 point efter samme antal kampe.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.