Inter stopper Napoli og melder sig ind i mesterskabskamp

Inter havde et par VAR-kendelser med sig, da holdet på hjemmebane slog Napoli med 3-2 i Serie A.

Inter er fire point efter Napoli i toppen af Serie A efter dagens sejr.

Inter er fire point efter Napoli i toppen af Serie A efter dagens sejr.

KØBENHAVN:Det forsvarende italienske mesterhold, Inter, meldte sig søndag ind i denne sæsons titelkamp.

På hjemmebane slog holdet Napoli med 3-1 efter en solid indsats og et par favorable VAR-kendelser.

Det var syditalienernes første liganederlag i denne sæson.

I tabellen har Napoli og AC Milan begge 32 point efter 13 kampe. Inter er treer med 28 point.

Napoli fik en drømmestart på opgøret, da den polske midtbanespiller Piotr Zielinski efter 17 minutter bragede bolden i nettet fra kanten af feltet efter oplæg af Lorenzo Insigne.

Kort efter måtte kampens dommer ud til sin VAR-skærm for at vurdere en situation i modsatte felt, og dommen blev et straffespark til hjemmeholdet for hånd på bolden.

Det omsatte den tyrkiske kreatør Hakan Çalhanoglu til 1-1.

Inter havde bolden mest og skabte flest chancer i første halvleg, så det var ikke helt ufortjent, da holdet lige før pausen kom foran 2-1 efter endnu en situation med VAR.

Ivan Perisic headede et hjørnespark fra Çalhanoglu mod mål, og efter at have gennemset situationen vurderede dommeren, at den kroatiske offensivspillers forsøg havde passeret stregen.

3-1-målet kom efter en times spil. Inter slog en kontra fra egen feltkant, og den argentinske offensivspiller Joaquin Correa førte bolden frem til modsatte felt, hvor han fandt landsmanden Lautaro Martínez, som klinisk, fladt og hårdt sparkede bolden i mål.

Det var en forløsende scoring for Martinez, der ikke havde scoret i sine syv forgående optrædener for Inter.

Napoli-træner Luciano Spalletti smed i slutfasen det belgiske klubikon Dries Mertens på banen, og det var en god idé.

Efter 78 minutter reducerede han med en dykkende raket fra distancen, efter at ligeledes indskiftede Edin Dzeko var lidt for dribleglad og tabte bolden.

Inter-keeper Samir Handanovic leverede en pragtredning efter et hovedstødsforsøg af forsvarsspilleren Mario Rui i overtiden, og derfor er Inter nu igen en del af dysten om mesterskabet.

Roma hentede søndag aften en 2-0-sejr hos bundholdet Genoa takket være to scoringer af den 18-årige indskifter Felix Afena-Gyan. Roma rykker dermed op på femtepladsen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.