Interessant perspektiv

Sjældent har jeg taget så meget fejl! Den 1. november gættede jeg her i spalten på at diskussionen om 28 eller flere i klasserne ville dø. Og så bragede den løs kort efter, for først at slutte to dage før juleaften.

Enhedslisten fik nemlig de 28 med i aftalen om finansloven. Deres forhandler Johanne Schmidt-Nielsen har en fortid i gymnasieelevernes organisation DGS, og hun har ganske sikkert set sagen som både en hjertesag og en vindersag. Sammen med Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) og sine efterfølgere i DGS' ledelsen havde hun armene højt oppe over hovedet af glæde. Jeg skal ikke trætte nogen med en fortsættelse af debatten for eller imod 28. Sagen har nemlig et andet og endnu mere interessant perspektiv. Det er hvordan staten skal styre sine skoler så de kan danne og uddanne vores unge godt. Det er helt sikkert at Johanne Schmidt-Nielsen og hendes støtter havde den bedste vilje og gerne vil gavne skolerne og eleverne. De fandt f.eks.120 mio. kr. ekstra til os fordi de nok regnede med at lidt mindre klasser ville koste penge. Det var flot. Men sagen viste hurtigt at aftalens parter ikke rigtig vidste hvad et gennemsnitligt klasseloft på 28 betød i praksis. De tog fejl angående økonomi, plads på skolerne og situationen på handels- og tekniske gymnasier. Engang for mere end 25 år siden vidste ministeriet ned i detaljen hvordan man styrede et gymnasium. Men efter overgangen til selveje aner ingen undtagen de lokale gymnasiebestyrelser og skoleledelser hvordan et gymnasium ser ud nede i maskinrummet, og hvilke håndtag ledelsen har oppe på broen. Det viste sig da også hurtigt som det første problem at aftalen var indgået på et usikkert talgrundlag, og GL's formand måtte indrømme at rektorernes tal var de rigtige. Så aftalen kostede ikke kun 120 mio. kr., og siden måtte ministeriet da også finde 85 mio. kr. ekstra. Det andet problem aftalen ikke tog højde for, var placeringen af elever. Et konsekvent krav om højst 28 elever i gennemsnit betyder nemlig at udkantsgymnasier som Morsø og Fjerritslev var tvunget til at oprette en ekstra klasse hvis de fik 113 ansøgere; en ekstra klasse koster ca. 1,5 mio. kr./år. Nu er de små udkantsgymnasier ikke dårligt stillet økonomisk, men det ville alligevel belaste deres økonomi meget. Endvidere vil færre elever over hele landet få opfyldt deres ønske om gymnasium og om valg af studieretning, og i København medfører et klasseloft på 28 at der simpelthen ikke er plads nok. Dvs. der skal bygges eller lejes nye lokaler. Det er også dyrt. Det tredje problem er at sådan som bekendtgørelserne er skrevet for teknisk gymnasium og måske også handelsgymnasiet, vil loftet formodentlig få mindre praktisk betydning hér; de har nemlig ikke helt så klart et klassebegreb. Det tror jeg bare ikke politikerne har tænkt over. Nu ville det jo være nemt at slutte denne kant med at det sandelig også er for galt at politikerne ikke ved disse ting før de bestemmer noget. Men det er slet ikke min pointe. Jeg synes tværtimod det er helt i orden at politikerne ikke ved alt om hvordan man leder en skole, for det kan de alligevel ikke nå at lære. Det er derfor de har gymnasiebestyrelser og folk som mig til at løse den opgave. Men politikerne skal bare respektere den opgavefordeling og styringslogik som staten har indrettet sig efter. Folk med indsigt i styring af den offentlige sektor har netop fundet frem til at staten, dvs. politikerne og ministerierne, skal sætte mål for den offentlige sektor. Så skal de lokale ledelser skabe rammerne for at målene kan nås. Man må sige til Bertel Haarders og Tina Nedergaards ros at det vidste og respekterede de. Men et klasseloft på 28 er ikke et mål. Det er en ramme vi får presset ned over hovedet. Den griber som vi lige har set, forstyrrende ind i en masse ting, og for at reparere på alt det Johanne Schmidt-Nielsen m.fl. ikke havde forudset, får vi nu endnu mere detaljerede regler om optagelse, dispensationer, kapacitetsudvidelser osv., og som ministeriet skriver: "Implementeringen af den ny ordning følges løbende gennem halvårlige indberetninger ..., drøftelser med lederforeningerne og evt. særlige evalueringer. Ordningen evalueres samlet efter senest 4 år." Så det korte af det lange er at rigtig meget arbejde og en masse millioner nu går til at sikre et gennemsnit på højst 28 elever. Men det er kun et gennemsnit, så nogle elever vil stadig have 29, 30 eller 31 klassekammerater. Og jeg vil stadig mene at disse mange penge (over 200 mio. kr.!) kunne have gavnet udsatte elever meget bedre ved at give dem en undervisning og individuel vejledning der passede bedre til dem. GL har fået armene ned, eleverne er lidt stille, og Johanne Schmidt-Nielsen så til mens en hjertesag udviklede sig til en tabersag i pressen. Søren Hindsholm er rektor på Nørresundby Gymnasium og HF. E-post: s@hindsholm.dk