Interesse for erhvervsgrunde i Jerslev

Flere erhvervsfolk er interesserede i at købe erhvervsgrunde øst for Jerslev

Jerslev 30. september 2002 08:00

JERSLEV: Formand for Borgerforeningen i Jerslev, Kurt Bering, havde fire interesserede erhvervsfolk med til et møde med politikerne i teknik- og miljøudvalget. - De var alle interesseret i at købe nye erhvervsarealer i Jerslev, øst for byen, fortæller udvalgsformand, Karsten Frederiksen (K). Murerfirmaet Svend Aage Christiansen og vognmand Preben Pedersen er begge interesseret i at få mere plads til deres virksomheder, syd for deres eksisterende beliggenhed. Også entreprenør Kurt Jensen samt Affaldselskabet Vendsyssel Vest (AVV) er interesseret i erhvervsgrunde i Jerslev. AVV vil lave en genbrugsplads på stedet næste år. - De senere år har der været interesse for erhvervsområdet - nu ville vi have konkrete tilkendegivelser. Det sker også af hensyn til budgetplanlægningen for næste år, for kommunen skal købe jord og byggemodne, forklarer Karsten Frederiksen. Han tilføjer, at der tillige skal bygges veje for at undgå problemer med store maskiner gennem byen. Foreløbig drejer planerne sig om en omfartsvej fra Hjulskovvej over Mandøgade til Birkmosevej og Ærøgade, i alt ca. 500 meter. Vejen videre til landevejen er en senere, anden etape. Det er en investering i nye og eksisterende virksomheder for kommunen. - Forvaltningen laver et forslag, der skal afgrænse området og regne økonomien ud. Jeg håber, det kommer med i budgettet, for forslaget signalerer erhvervsudvikling i Jerslev og løser samtidig trafikproblemer. På kommunens nye budget er der afsat en million kroner næste år til formålet og yderligere en million kroner i 2004.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...