Energiselskaber

Interesse for fibernet

Omkring 200 mødte op for at høre om Bredbånd Nord, som satser stort på nye kunder i Aabybro.

Der var kun enkelte ledige stole, da der mandag aften var informationsmøde i Nordjyllands MedieCenter om Bredbånd Nords kampagnetilbud. Privatfoto

Der var kun enkelte ledige stole, da der mandag aften var informationsmøde i Nordjyllands MedieCenter om Bredbånd Nords kampagnetilbud. Privatfoto

Det var med en blanding af interesse og skepsis, at omkring 200 Aabybro-borgere mandag aften mødte op i Nordjyllands MedieCenter for at høre om Bredbånd Nord. Selskabet satser stort på nye kunder i byen, efter at medlemmer af Aabybro Antennelaug har udtrykt utilfredshed med prisstigninger fra Viasat og ændringer i programpakken fra den nye udbyder Canal Digital. Begge tv-udbydere blev dømt ude på laugets generalforsamling for nylig. Bredbånd Nord er dog først og fremmest stærk på internet med hurtige fiberforbindelser. Men selskabet tilbyder også tv, og derfor udnyttes situationen nu til at skaffe flere kunder og udbygge selskabets net i Aabybro. I øvrigt kan kunderne også vælge telefoni. En kampagne, der løber til midt i april, giver administrerende direktør Carsten Jensen håb om, at der kommer et par hundrede nye kunder. Ud fra interessen mandag aften lyder det som et forsigtigt mål, men netop i Aabybro har det været svært for selskabet at få fodfæste, ikke mindst på grund af antennelauget, som på tidspunktet for sin generalforsamling kunne mønstre 2000 medlemmer. Allerede mandag aften efter selve informationsmødet kom de første nye kunder i hus for Bredbånd Nord, og en af dem var Ole Ishøy. Han har været et trofast medlem af antennelauget siden starten i 70'erne. Men det seneste års postyr har gjort ham godt og grundig træt af Viasat og Canal Digital. Det fik ham til at undersøge Bredbånd Nords kampagnetilbud. - Det virker som et godt tilbud, og jeg kender jo el-selskabet i forvejen, sagde Ole Ishøy med henvisning til, at Bredbånd Nord ejes af Nyfors - i øvrigt sammen med Elforsyningen Sydvendsyssel og Elforsyningen Nordvendsyssel. Han lagde desuden vægt på, at det under kampagnen er gratis at blive koblet på fibernettet og få gravet på sin grund. Flere spørgsmål på informationsmødet bar præg af, at antennelaugets medlemmer har været udsat for lidt af en prøvelse. For eksempel spørgsmål om, hvor længe priserne er gældende, og hvem der redigerer i tv-pakkerne. Morten Møller Hansen fra Bredbånd Nord svarede efter bedste evne, ligesom han fortalte en del om fibernettet med hastigheder på op til 100 Mbit/s. Nye kunder kan vælge at nøjes med internet, så tiden må vise, hvor mange der ender med at tage tv-tilbuddene med. Morten Møller Hansen sagde, at selskabet vil have tilslutning fra mindst 20 procent af beboerne i de bydele, hvor der endnu ikke er gravet fibernet ned, før gravemaskinerne startes op der.