EMNER

Interesse for forårs-messe er stor

BLOKHUS: Der er stor interesse for forårsmessen, som skal holdes i Blokhus 11. - 13. april, oplyser Jørgern Hansen, Beach Bowl. På nuværende tidspunkt har omkring 40 udstillere meddelt, at de gerne vil deltage på messen, men der er endnu plads til flere, som bedes henvende sig til Jørgen Hansen, hvis de vil deltage. - Det er over al forventning, at så mange vil være med, og der bliver uden tvivl masser at se på for folk, siger Jørgen Hansen. Et af trækplasterne ved forårsmessen bliver Harley Davidson-klubbens demonstration af cirka 20 demomodeller. Men klubben har også flyttet sin sæsonåbning til Blokhus, og det betyder, at omkring 100 motorcykler ventes at være tilstede. På messen vises der blandt andet også produkter fra planteskoler, både og biler og haveudstyr. Indendøre er der tøj, kunst, møbler, alternative behandlere og så videre, og i løbet af messen vil der være modeshows og musikalsk underholdning. De forretningsdrivende kan deltage uden at være tilstede på selve Torvet eller på Beach Bowl. Hvis de vælger at deltage i deres egne forretninger, får de en potte med en østrigsk bjergfyr, sponseret af Pandrup Kommune. Hensigten er, at træerne skal plantes ved Mølle Plads, og det vil fremgå, hvem der har gjort det muligt at plante træerne på det grønne område. green