Interesse for køb af ADH

Håndboldklubben synes at være tæt på ejerskifte

Jesper Skovsgaard (t.v.) og AaB-formand Per Søndergaard, da AaB's overtagelse af ADH blev lanceret - for siden at blive annulleret. Denne gang er AaB ikke på banen. Foto: Lars Pauli

Jesper Skovsgaard (t.v.) og AaB-formand Per Søndergaard, da AaB's overtagelse af ADH blev lanceret - for siden at blive annulleret. Denne gang er AaB ikke på banen. Foto: Lars Pauli

AALBORG:Mens Aalborg DH holder turneringspause på banen, er håndboldklubbens ledelse i gang med et kulissespil, hvor nye investorer står på spring. Ifølge NORDJYSKE's oplysninger er de nuværende ejere af ADH, Jesper Skovsgaard og Svend Aage Christiansen, tæt på at afhænde klubben til interesserede købere, hvis identitet endnu ikke kendes. Konkret interesse - Jeg kan ikke bekræfte, at der er sket et ejerskifte, men der udvises konkret interesse for ADH, og man ved aldrig, hvad de næste dage bringer, lyder kommentaren fra bestyrelsesformanden Henrik Skaarup. - ADH er blevet væsentligt mere attraktiv end tidligere, fordi klubben i de tre seneste regnskabsår har trimmet udgifterne, så økonomien hænger bedre sammen, og sportsligt er der klar fremgang i forhold til sidste sæson. - Som nabo til AaB, der har velfortjent succes, kan vi sponsormæssigt godt føle os lidt i skyggen, men vi nyder fortsat stor opbakning, og der er i den henseende gode nyheder på vej... AaB: Det er ikke os ADH-ejerne har tidligere efterlyst nye investorer og havde for halvandet år siden aftalt en overdragelse til AaB, der imidlertid trak følehornene til sig efter en nærmere vurdering af håndboldklubbens økonomi, og lige nu er det ikke AaB, der flirter med ADH. - Vi forhandler ikke om overtagelse af ADH og er som udgangspunkt ikke specielt interesserede, siger AaB's administrerende direktør Poul Sørensen. - Dermed ikke sagt, at vi aldrig tager damehåndbold på programmet, men i øjeblikket koncentrerer vi os om vores nuværende aktiviteter. Stafetten videre Adspurgt om ADH-ejernes aktuelle interesse for afhændelse siger Henrik Skaarup: - De nuværende ejere har rent ud sagt vist stor ejervilje ved tilsammen at have investeret et tocifret millionbeløb i ADH. - Der er nu rimelig likviditet, der sikrer driften i en pæn periode, og mig bekendt er de to ejere ikke i en situation, hvor de behøver at slippe tøjlerne pludseligt, så en eventuel afhændelse vil jeg mere se som et træk, hvor de vælger at sender stafetten videre for at sikre klubbens trivsel og udvikling.