EMNER

Interesse for polsk marked forstærkes efter EU-afstemning

Warszawa, tirsdag Af Kim Amlod, Ritzaus korrespondent Op mod 400 danske virksomheder er i dag til stede på det polske marked, som efter EU-folkeafstemningen ventes at tiltrække stadig flere udenlandske investorer. Væksten i den polske økonomi ventes i år at blive på omkring tre procent og næste år fire procent. Selv om væksten er målt ud fra et lavt udgangspunkt efter flere år med krise, ventes den sammen med den nye vished om landets indtræden i EU næste år at føre til øget interesse for Polen som handelspartner. Samtidig vil der blive åbnet nye muligheder i årene 2004-2006, hvor polakkerne vil få tilført 14 milliarder euro (104 milliarder kroner) fra EU's strukturfonde, - Allerede siden EU-topmødet i København i december har der været en øget interesse, men de fleste har i årevis regnet med Polens indtræden i EU, så der er ikke tale om nogen afgørende ny udvikling nu, siger lederen af handelsafdelingen i den danske ambassade i Warszawa, Jarl Frijs-Madsen, i en kommentar til EU-afstemningen. Han tilføjer, at løbet allerede er kørt på visse områder - blandt andet i banksektoren, ligesom der er hård konkurrence blandt supermarkedskæder. Virksomheder, der har nicheproduktioner, kan gå ind på det polske marked på det tidspunkt, der passer dem bedst, påpeges det på den danske ambassade. - Men for alle andre er det vel nu det tidspunkt, hvor man for alvor skal gøre op om man vil tage skridtet og være til stede på det polske marked, da det allerede om fem år kan være blevet langt vanskeligere, betoner Jarl Frijs-Madsen. Danske virksomheders fremstød i Polen op gennem 1990'erne anses for at være en enestående succes, da det er mange og vidt forskellige dele af erhvervslivet, der har set en fordel i at være etableret og have et kendskab til markedet inden EU-udvidelsen. Polen kan i løbet af dette årti blive blandt Danmarks fem største handelspartnere. Den voksende middelklasse, der i dag omfatter mellem seks og otte millioner mennesker, har en levestandard og købekraft, som er sammenlignelig med skandinaviske forhold. Denne gruppe af forbrugere ventes i 2008 at være vokset til mellem 10 og 12 millioner, hvorved Polen vil være et marked på størrelse med Sverige og Norge. Nye muligheder for dansk landbrug og fødevareproducenter vil blive åbnet i samme øjeblik, Polen træder ind i EU 1. maj næste år, hvor toldafgifter på mellem 15 og 25 procent vil falde væk. Polens aftaler med EU på miljøområdet vil samtidig skabe en efterspørgsel på miljøteknik, mens de store beløb fra EU's strukturfonde skaber dynamik i dele af landbrugssektoren og i bygge- og anlægssektoren. Blandt de største danske foretagender i Polen i dag er Danfoss, Maersk, Carlsberg og Unicom Beton. Investeringsfonden for Østeuropa (IØ), der er finansieret af den danske stat, har siden 1989 befordret danske investeringer i Polen og andre østeuropæiske lande med risikovillig kapital. I alt har IØ koncentreret omkring en milliard kroner i Polen, hvilket er omkring 40 procent af fondens investeringer. Mens det i begyndelsen af 1990'erne var den forholdsvis billige arbejdskraft i Polen, som fik danske virksomheder til at etablere sig i landet, så er det i dag det voksende marked. Samtidig er Polen for mange et naturligt brohoved til andre østeuropæiske lande. /ritzau/