Interfax: Bombe fundet i metroen i Sankt Petersborg

En bombe, der ikke er eksploderet, er ifølge nyhedsbureauet Interfax fundet i Sankt Petersborg.

Redningstjenesten i Sankt Petersborg har haft travlt, efter at et metrotog blev ramt af en eksplosion. Der meldes om ti dræbte. Foto: Reuters/Stringer
Rusland 3. april 2017 16:40

RUSLAND: Der er fundet en ueksploderet bombe på en central metrostation i Sankt Petersborg.

Det skriver det russiske nyhedsbureau Interfax.

Bomben skal være fundet på Plosjtjad Vosstanija-stationen, efter at metroen i den russiske millionby tidligere mandag blev ramt af en eksplosion, der har kostet ti mennesker livet.

Tidligere mandag citerede Interfax en unavngiven kilde for at sige, at den eksplosion, der kostede de mange mennesker livet, skyldtes en bombe, der var pakket med granatsplinter.

Oplysningen om, at det var en bombe, er ikke verificeret officielt.

Bortset fra de ti dødsofre melder de russiske nyhedsbureauer også om omkring 50 sårede.

Eksplosionen indtraf ifølge nyhedsbureauet Reuters i et tog mellem stationerne Technology Institute og Sennaja Plossjtjad.

/ritzau/dpa

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...