Intern strid truer Strandby-Elling IF
Nyt kraftcenter i Elling skulle være et skoleeksempel for andre foreninger, men er nu endt i intern ballade i Strandby-Elling IF
Opdateret kl. 09:29
STRANDBY-ELLING: Planerne om at ombygge Bannerslundhallen som lokalt kraftcenter for forenings- og fritidslivet i Strandby-Elling risikerer at kuldsejle, inden det overhovedet er kommet sat i søen.
Internt i Strandby-Elling IF (SEIF) er uenigheden om, hvordan og hvor meget, der skal investeres og bygges om og til, brudt ud i et kæmpe slagsmål, der truer med at splitte den store oplandsforening.
Flere af bestyrelsesmedlemmerne i den selvejende institution, der skulle drive ”den ny Bannerslundhal” har trukket sig på grund af den interne splid.
Håndbold vs. fodbold
Håndboldafdelingen føler sig kørt over og er slet ikke indstillet på at kaste sig ud i en stor ombygning til 15 mio. kr. med tilskud fra Lokale- og anlægsfonden.
Planerne er som tidligere beskrevet i NORDJYSKE at lukke ned for fodboldanlægget på Skeltvedvej og flytte fodboldspillerne til Bannerslundhallen, men håndbold- og fodboldafdelingerne er lodret uenige om, hvad det kræver af investeringer og om- og tilbygning af den eksisterende hal.
- Vi synes ikke processen har været fair. Nu lægger formanden for FUF, Henrik Carlsen, op til, at der også skal være plads til ikke-foreningsbaserede aktiviteter i en eller anden form for multihal, og at disse også skal kunne benytte hallens faciliteter. Det er ikke lige vilkår, og det kan vi ikke acceptere. Det er et helt andet projekt end det, vi startede med og som alle dengang var enige om, siger Christian Bang, der er formand for SEIF’s håndboldafdeling.
Han undrer sig over, at forslaget om at give plads til ikke-foreningsbaserede aktiviteter kommer fra foreningernes talerør, FUF.
Fodbold: Nyt anlæg for alle
Fodboldafdelingen vil lave den store udvidelse med nyt indgangsparti, nyt cafeteria, fitnesslokaler, opvarmningshal, nyt stadion med tribune, lys- og vandingsanlæg og en kunstgræsbane.
- Det skal være et nyt kraftcenter, som alle i hele området kan nyde godt af. Det kan blive alletiders. Samtidig er der sikker cykelsti med lys og vej under Skagensvej fra Strandby til Elling, siger Bjarne Pedersen, formand for SEIF's fodboldafdeling.
Formand med to kasketter
Det store projekt løber op i 15 mio. kr., og Lokale- og anlægsfondens bidrag er i første omgang 40 procent. Forudsat at alle får adgang til faciliteterne.
Harald Nygaard, der er forholdsvis ny hovedformand for SEIF, har trukket sig fra styregruppen på grund af den interne splittelse.
- Det synes jeg, jeg er nødt til. Jeg sidder med to kasketter. Selv er jeg tilhænger af det store projekt, som Lokale- og anlægsfonden vil støtte. Det betyder, at det ikke vil koste SEIF ekstra, og jeg tror, det kunne blive et scoop for hele området. Men som hovedformand accepterer jeg det, håndbold- og fodboldafdelingerne forhåbentlig kan blive enige om. Ingen af os er interesseret i en splittelse af foreningen, siger Harald Nygaard.
Mandag er der bestyrelsesmøde i SEIF, hvor de forskellige afdelinger skal forsøge at nå hinanden, og tirsdag mødes repræsentanter for SEIF med kommunen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.