EMNER

International hundeudstilling i Haverslev Hallen

HAVERSLEV:Haverslev Hallen vil i morgen komme til at genlyde af hundebjæf i alle tonearter det meste af dagen, når den lokale kreds for Dansk Hunde-Sportsforening (DHS) arrangerer sin traditionelle udstilling. DHS har eksisteret i 11 år og er en udbrydergruppe af Dansk Kennelklub. Formand er Ole R. Gubi, og på landsplan er der mellem 130 og 150 medlemmer. En stor del af dem bor i Himmerland, men Ole Gubi forventer kun omkring 35-40 tilmeldte hunde på udstillingen fordelt på omkring 15 racer, lige fra gravhunde til store familiehunde. - Vejrudsigten for søndag spøger jo allerede med snevejr, hvad der får nogle medlemmer til at blive hjemme med deres udstillingshunde, påpeger Ole Gubi. Han forklarer selv forskellen med Dans Kennelklub med, at DHS som en del af sit virke også har lydighedstræning og at kun de enkelte hunde og ikke deres ejere er i centrum ved bedømmelser rundt på hundeudstillinger. I mange år arrangerede foreningen sin årlige hun-deudstilling i messecentret i Aars, men på grund af for høj en husleje og andre omkostninger har udstillingen de sidste fire år som alternativ været afviklet i Haverslev Hallen. Her vil der i morgen ud over en bedømmelse af de enkelte hunde også blive foretaget en avlsgodkendelse af unghunde af dommerduoen fra Danmark og Tyskland. Alle hundeinteresserede og andre nysgerrige er velkomne til at møde op og beundrede de mange spændende hunderacer i Haverslev Hallen.