International pris til Orkanen
Forlystelse i Fårup Sommerland er blandt de bedste
Opdateret 26. september 2014 kl. 12:29
SALTUM: En international jury bestående af europæiske eksperter og det tyske magasin ”Kirmes & Park Revue” har netop kåret Rutsjebanen Orkanen i Fårup Sommerland som Europas tredjebedste stålrutsjebane.
Prisen blev overrakt i forbindelse med en konference i Amsterdam, som afholdes af den internationale sammenslutning af forlystelsesparker og attraktioner (IAAPA).
Anerkendelsen vækker naturligvis glæde i den nordjyske forlystelsespark.
- Sidste år, hvor Orkanen blev bygget og lanceret, blev den straks kåret til den andenbedste nye rutsjebane i Europa, og vi er meget glade for, at kærligheden til Orkanen tilsyneladende er langtidsholdbar, siden den også i år får en placering i toppen blandt alle rutsjebaner i Europa, siger direktør, Søren Kragelund, der mener, at en af grundene til, at den fortsat er populær er, at den er familievenlig.
- Orkanen er både vild og sjov samtidig med, at børn helt ned fra 1,05 meter kan være med. Orkanen udelukker ikke nogen, og på den måde understreger den Fårups værdier, der handler om hygge og gode oplevelser for hele familien, fortæller Søren Kragelund.
Orkanen blev indviet sidste år og kostede 40 millioner kroner at bygge, og det er den dyreste af parkens rutsjebaner. Indtil nu har i alt 380.208 gæster taget en tur i ”Orkanen”.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.