International stemning i Skagen

Konference-samarbejdet klar til international svendeprøve

Skagen 3. september 2002 08:00

SKAGEN: Embedsmænd fra Socialministeriet og Beskæftigelsesministeriet ankom allerede i går for at gøre klar til det, der i de kommende dage bliver et af de største konferencer, der foreløbig er blevet gennemført i Skagen. Socialministeriet og Beskæftigelsesministeriet står som arrangør, og her venter man cirka 250 deltagere til konfencen torsdag og fredag. Hertil kommer cirka et halvt hundrede embedsmænd, som skal sikre, at Skagen-konferencen, der efter flere forskellige arbejdstitler nu har fået titlen "Rummelighed - gennem social dialog og partnerskab", bliver en succes. - Det er en meget spændende opgave, hvor vi for alvor får sat Skagen på det internationale landkort. Der er repræsentanter fra samtlige EU-lande og kandidatlande, og der er mange ting, som skal gå op i en højere enhed, for at det hele skal blive en succes, fastslår Skagens turistchef Arne Zachariassen. De mange gæster bliver indkvarteret på otte forskellige hoteller, mens selve konferencen bliver gennemført på Color Hotel Skagen og Skagen Kultur- og Kongrescenter. De otte hoteller er: Color Hotel Skagen, Brøndums Hotel, Hotel Højengran, Ruths Hotel, Strandhotellet, Skagen Motel, Hotel Strandly og Hotel Petit. Skagens Museum og Skagen Odde Naturcenter er også inddraget i det samlede arrangement, der for eksempel også byder på en tur med Sandormen til spidsen af Grenen. JC-Turist i Aalbæk står for al transport fra lufthavnen og rundt i Skagen-området, og turistbureauet er klar med guider til at klare de forskellige opgaver. - Det her er en god lejlighed til at vise, at vi i Skagen via et godt samarbejde også kan klare større internationale kongresser, og så er det jo også med til at skabe ekstra aktivitet og omsætning uden for turisthøjsæsonen, siger Arne Zachariassen. Allerede i dag bliver der på Color Hotel Skagen holdt møde i socialbeskyttelseskomitéen med cirka 80 deltagere. Mødet har ikke som sådan nogen sammenhæng med konferencen torsdag og fredag, men mange af deltagerne i dagens møde, der holdes på embedsmandsplan, vil også være med til møderne torsdag og fredag. Til EU-konferencen vil deltagerkredsen bestå af politikere, embedsmænd, repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter og interesseorganisationer samt forskere. Socialminister Henriette Kjær (K), beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) og EU-kommissær Anna Diamatopoulou fra Grækenland vil være blandt talerne på konferencen, der skal forsøge at nå frem til nogle bud på, hvordan man i fremtiden kan skabe et samfund med plads til alle. Det handler om at skabe en større "rummelighed" i forhold til arbejdsmarked og samfund, så man får bedre fat på de folk, der lever på skyggesiden, for eksempel de hjemløse, stofmisbrugere og prostituerede, og det handler om at indrage så mange som muligt i løsningen af disse problemer.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...