Bilindustri

Internationale trillinger

Tanken om trillinger er umiddelbart et hvert forældrepars mareridt. Men i bilbranchen forholder det sig modsat. Her er trillinger ensbetydende med, at man kan dele udviklingsomkostninger og kan nøjes med en enkelt fabrik til at producere bilen.

Det nyeste eksempel på denne filosofi er et samarbejde mellem Toyota og franske PSA Peugeot Citroën. Tre små biler, der er bygget på en fælles fabrik i Tjekkiet, er resultatet af forældrenes anstrengelser. Trillingerne er døbt Toyota Aygo, Peugeot 107 og Citroën C1. De tre biler deler 92 procent af alle komponenter, men er ikke enæggede. De ser forskellige ud. Toyota har fået lov til at være de første, der fremviser afkommet for pressen. Og efter at dømme ud fra første prøvekørsel af den førstefødte, er der kommet et rigtigt godt resultat ud af det. Egentligt er det ikke så underligt, da forældrene jo er dygtige bilfabrikanter. Toyota har været primus motor under udviklingsarbejdet, og det er også de flittige japanere, der står for produktionen. Det sikrer, at kvaliteten er 112 procent i orden. Franskmændene har haft ansvaret for indkøbet af komponenter, under behørig kontrol af Toyota. "Jeg kører" Toyota har valgt at præsentere Aygo (det står for I go på engelsk, frit oversat: Jeg kører), i minibilernes hovedstad: Rom. Det er her, Fiat har hersket siden landet blev regeret af en lille tyk mand, der hed Mussolini. Bilerne i Roms gader er ikke større end parmesanost for en skilling. Det gælder også Aygo, der er blandt de mindste biler på markedet. Den er 3,40 meter i fuldt stræk og det er endnu mindre end konkurrenter som Fiat Panda og Kia Picanto. Dermed passer den til det bugnende segment for de mindste biler. En biltype, der i Danmark, vokser med eksplosiv hast for tiden. Ikke mindst takket danskernes lommesmerter, hvor Fiat Panda, der fås til 110.000 kroner, Suzuki Alto til 105.000 kroner og Chevrolet Matiz, der i løbet af juni er klar til en indgangspris på 99.997 kroner. På mindre end ti år er andelen af minibiler vokset fra en fjerde- til en tredjedel af markedet. Hvad Toyota Aygo skal koste, er der endnu ingen, der ved. Japanerne lurepasser helst så længe som muligt for at ikke at afsløre mere end højst nødvendigt over for Citroën og Peugeot. Den bliver dog med garanti dyrere end Panda & Co. Men kan næppe bære en højere pris end VW Fox, der oven i købet er større. Den forlanger tyskerne 126.000 kroner for. Mini-bagagerum På trods af lilleputstørrelsen kan fire voksne lige akkurat presse sig ind i bilen. Men de skal være små japanere, hvis de skal sidde komfortabelt. Velvoksne skandinavere vil snare føle, at de sidder til militærforhør, hvis de forsøger at klemme sig ind på bagsædet. Bagage kan de ikke have med - det lille rum bagi indeholder kun 146 liter. Men to voksne befinder sig godt foran og der er alligevel i snit kun 1,4 personer i hver bil - hvis man kigger på statistikken. Singlerne kan nyde et instrumentbræt, der ifølge japanerne er designet med inspiration fra speedbådenes verden. Det ligner nu mere en mellemting mellem en Mini og Yaris. Kvaliteten forekommer at være i orden, og der er endda blevet råd til en integreret radio med cd-afspiller. Vil man have fjernbetjent centrallås, gardinairbags, bagsæde med todelt ryglæn, og isofix-beslag til barnestolene koster det yderligere. Det fås i forbindelse med Aygo+. Billig at køre i Selv om vi endnu ikke ved, hvad det koster at blive ejer af en Aygo, så er en ting sikkert. Det bliver billigt at holde bilen kørende. Toyota giver som sædvanligt tre års garanti inden for maksimalt 100.000 km. Og den nyudviklede 1,0 benzinmotor får vognen til at køre 21,7 kilometer på literen ved blandet kørsel. Det er noget, som kun dieselmotorer plejer at kunne. Akilleshælen er en underfundig lyd, da den kun har tre cylindre. De 68 hestekræfter strækker sig langt nok til at følge med trafikken, og på motorvejen kører den 157 km/t. Endda uden at gøre støjen til en ubehagelig følgesvend. Men i en snæver vending føles maskinen lidt kort for hovedet, hvad hestekræfter angår. Til oktober, når Aygo får dansk premiere, er den lille benzinmotor eneste mulighed. Med mindre man ser tiden an til starten af næste år, hvor den udsøgte 1,4 dieselmotor med 70 hk indføres. Det er motoren, der kendes fra Citroën og Peugeot og dermed franskmændenes bedste input til trillingerne. Den regnes blandt de mest støjsvage og i Aygo kører den over 25 kilometer per liter. Undervognen er af den tilgivende type. Hvor fjedrene i en Fiat Panda er så bløde, at man kan køre ned af den spanske trappe uden at mærke det, er Aygo mere stålsat. De bulede romerske landeveje får i hvert fald colaen i kopholderen til at bruse over. Omvendt giver det en fin fornemmelse af kontrol, når undervognen motioneres på de snoede sogneveje. Helt så præcis er den elektriske servostyring ikke. Den er lidt vægelsindet omkring midterstillingen. Sikkerheden ok Små biler og sikkerhed var i gamle dage et modsætningsforhold. Det er det ikke længere og Toyota forventer, at Aygo scorer pæne fire stjerner, når Euro NCAP er færdige med deres test. Resultatet ventes i midten af maj - indtil da må udtalelsen stå for japanernes egen regning. Der er nemlig ikke blevet råd til at overstrø bilen med sikkerhedsudstyr. Der er kun fire luftpuder som standard og antiskridsystem fås slet ikke. Toyota Aygo virker velskabt og tiltalende med sit charmerende ydre. Men skal den blive et hit herhjemme, er prisen altafgørende. Den endelige dom må derfor vente indtil prisen er fastlagt. Under alle omstændigheder er der lagt op til et afgørende slag i miniklassen, hvor bilerne aldrig har været bedre end nu.