Internet for tusinder

Lær at styre en mus og surfe i cyperspace

Frederikshavn 29. september 2002 08:00

FREDERIKSHAVN: "IT for alle. Internetintroduktioner for 10.000 nordjyder." Det er overskriften på en kursusrække, som de nordjyske biblioteker udbyder. I Frederikshavn er målet, at 700 skal blive bedre til at bruge interenettet, og foreløbig har 344 frederikshavnere i alle aldre deltaget i kurser på biblioteket. Den 1. oktober starter efterårssæsonen med fem kurser af to en halv times varighed. Det er især kvinder og ældre, der melder sig til kurserne. - Det er jo nok generelt ikke dem, der står i første række med hensyn til at tage ny teknik i brug, siger bibliotekar Lise Hadziantoniou fra Frederikshavn Bibliotek. Blandt kursisterne er der folk, der aldrig har haft en mus i hånden, og som først skal lære at navigere rundt på et tastatur. Andre er rimeligt velbevandrede i den grundlæggende søgeteknik, men vil gerne have nogle fif til at søge mere effektivt. En af kursusdagene er afsat til førstnævnte gruppe, andre er målrettet til ældre. Og det er aldrig for sent. Den hidtil ældste deltager var 80. Der er også et kursus for viderekomne, ligesom biblioteket tilbyder efter aftale at lave demonstrationer for foreninger, hvor der tages specielt hensyn til deres interesser. - Behovet er generelt at finde ud af, hvad interenettet overhovedet er for en størrelse. Finde ud af om det noget, den enkelte kan bruge til noget, og om det er noget, de kan finde ud af. Og det er for os det væsentlige, at den enkelte får en aha-oplevelse, siger Lise Hadziantoniou. - Og det er vores erfaring, at de allerfleste går fra vores kurser og synes, at det har været sjovt, og at det faktisk både er til at finde ud af og til udbytte. Man bliver selvfølgelig ikke verdensmester af to en halv times undervisning, men kurserne er også mere tænkt som en appetitvækker, der skal give deltagerne en fornemmelse af, hvad nettet kan, og om de har lyst til at gå videre.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...