EMNER

Internet i tog giver DSB kvaler

Gratis internet i togene er blevet en stor succes for DSB. Men det giver tekniske udfordringer

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Aalborg Kl 8.59 var der afgang for det nye IC4 tog Foto: Claus Søndberg

ÅRHUS:Togpassagerers brug af gratis internet i DSB-toge mellem Århus og København er så overvældende, at det kan give problemer for kvaliteten af internetforbindelsen for alle. Flere passagerer har ændret adfærd og bruger for eksempel den gratis forbindelse til at streame tv-signaler, downloade film eller spille online. Fortsætter den udvikling, kan det i yderste konsekvens blive nødvendigt at begrænse muligheden for at streame tv eller downloade i togene, indtil der er fundet en teknisk løsning. I en seks ugers periode frem til 7. juni tilbyder DSB gratis internet i togene mellem Århus og København. Det har betydet, at der er 2000 unikke brugere om dagen, og det er 30-40 gange flere end normalt. Udviklingschef Lars Emil Kragh fra DSB siger, at hver bruger i gennemsnit er koblet på i en times tid på den cirka tre timer lange rejse. - Vi oplever en ændret adfærd, hvor flere downloader fra nettet. Det betyder, at det kan give problemer for kvaliteten af forbindelsen. Derfor holder vi nøje øje med trafikken, så vi kan sikre en god oplevelse for alle, siger Lars Emil Kragh. Han understreger, at DSB ikke på nogen måde overvåger den enkeltes brug af nettet under rejsen. Få klager Kommunikationschef Rasmus Winfeld fra TDC Erhverv oplyser, at der i togene mellem Århus og København en hverdag var over 3200 internetbrugere. Det er over al forventning. - I princippet er der et loft på kapaciteten, og jo flere brugere, der er på samtidig, jo mere kan hastigheden falde. Men vi har ingen klager haft af betydning, siger Rasmus Winfeld. Han siger, at internet-kapaciteten er så stor, at ingen bliver smidt af. Når gratistilbuddet i togene udløber 7. juni, indfører DSB igen brugerbetaling for internet på hovedstrækningen Århus-København. Det vil fortsat være gratis på DSB 1', mens prisen i resten af toget bliver 29 kroner for fem timers adgang, som skal anvendes inden for 24 timer. /ritzau/