Brandstiftelser

Internetportal fik besøg af politiet

København, torsdag /ritzau/ Den venstreorienterede internetportal modkraft.dk fik torsdag besøg af politiet i forbindelse med efterforskningen af brandattentatet mod Rikke Hvilshøj. Politiet forsøger i disse dage at indsamle oplysninger om gerningsmændene til brandattentatet mod integrationsminister Rikke Hvilshøj (V). Torsdag besøgte politiet blandt andet den venstreorienterede internetportal Modkraft.dk. Årsagen var ifølge folkene bag Modkraft.dk, at politiet undrede sig over, hvor hurtigt portalens hjemmeside var blevet opdateret med pressemeddelelsen fra "Aktionsgruppen Grænseløse Beate", som tog ansvar for brandattentatet, og at siden allerede to minutter efter var opdateret med politiske reaktioner fra en række partier. - Det er fordi, vi åbner vores mailboks om morgenen og smider pressemeddelelserne ind på hjemmesiden. Politiet fik en rundtur i Modkraft-universet og gik så igen, siger Martin Lindblom, der journalist på modkraft.dk. Modkraft.dk definerer sin målgruppe som "det progressive Danmark" eller "venstrefløjen i bredest mulige forstand". Hjemmesidens debatforum har i tiden efter brandstiftelsen været fyldt med forskelligrettede ytringer. Nogle af dem hyldede brandstifterne, og på portalens forside var det muligt at deltage i en internetafstemning. Torsdag eftermiddag klokken 16.45 støttede 10 procent op om muligheden: "Fedt, det har hun fortjent!". Folkene bag portalen tager dog afstand fra brandattentatet. - Lige meget hvad man end mener om regeringens flygtningepolitik eller ministerens håndtering af politikken, er voldelige angreb på enkeltpersoner og deres familier ikke gavnligt for noget som helst, siger Martin Lindblom. /ritzau/