Medievirksomhed

Internetradio direkte fra Vegger

Freelancejournalist har etableret ny radiostation

Allan Gregersen i studiet i Vegger, hvor nyheder fra Himmerland og musik drøner ud på internettet. Foto: Grete Dahl

Allan Gregersen i studiet i Vegger, hvor nyheder fra Himmerland og musik drøner ud på internettet. Foto: Grete Dahl

Live from Vegger!! Jo, den er god nok. Freelancejournalist Allan Gregersen, der holder til i Himmerlandsgade 7, Vegger, har netop etableret en kommerciel himmerlandsk radiostation, som udelukkende kan høres via internettet. Radiostationen sender hver dag fra kl. 15 til midnat, og leverer udover musik også lokale nyheder. - Via internettet er det i dag muligt at sende nyheder og musik på en nem og overskuelig måde - og i god radio-kvalitet, siger Allan Gregersen, som ikke har skullet døje med sendetilladelser eller store udgifter til teknik for at kunne sende via nettet. - Det er ikke nødvendigt, når man ikke kan høre radiostationen via en normal radio, men skal bruge sin computer eller smartphone. - Det betyder at det har været let at komme i gang - og min investering til at overse, siger Allan Gregersen, der vil sende nyheder fra de tre himmerlandske kommuner, Vesthimmerland, Rebild og Mariagerfjord. Radioens indtægter baserer sig udelukkende på reklamer, og Allan Gregersen giver projektet omkring et år til at blive økonomisk bæredygtigt. Så udover at lave nyheder skal han også ud for at hente annoncører, for at få radioen til at løbe rundt økonomisk. - Min ambition er at have en nyhed fra hver af de tre kommuner, hver dag. Der bliver ikke tale om forkromet dybdeborende journalistik - det er alt for ressourcekrævende, men ambitionen er at lave nyheder og reportager, der er vedkommende for himmerlændingene, siger Allan Gregersen, der ved siden af sit radio-arbejde fortsætter som freelancejournalist. Radiostationen kan høres på web-adressen: www.radiohimmerland.dk.