Interpol vil bruge dansk software

KØBENHAVN:Et dansk softwareprogram skal være med til at sikre en hurtig identifikation af ofre ved katastrofer verden over. Interpol og firmaet Plass Data i Holbæk har netop indgået en femårig aftale, som giver politifolk mulighed for at bruge programmet, som f.eks. er anvendt i forbindelse med tsunamikatastrofen i Asien. Aftalen betyder, at Interpols hovedkontor i Lyon og 30 særlige efterforskningshold rundt om i verden udstyres med den seneste software. - Vi har doneret programmet til Interpol i en god sags tjeneste, siger firmaets vicedirektør, Karsten Hector. I programmet kan der ske sammenligning af f.eks. oplysninger om personers tatoveringer, modersmærke og tænder, og nu inddrages også fingeraftryk og dna-profiler. I en pressemeddelelse udtaler generalsekretæren i Interpol, Ronald K. Noble, at de såkaldte DVI-hold på selve ulykkesstedet med aftalen kan indtaste data, hvilket vil fremme arbejdet med identifikation. DVI står for Disaster Victim Identification - identifikation af ulykkesofre. /ritzau/