EMNER

Intet afgjort før sidste runde

AARS:Det var ikke meget der blev afgjort i sjette og næstsidste runde af den igangværende turnering om Himmerlandsmesterskabet i skak 2003, der spilles på Erhvervsskolerne i Aars med Aars Skakklub som arrangør. I den bedste række, Mesterrækken, fører Henrik Willumsen fra Nørresundby Skakklub med 4,5 point foran klubkammeraten Jens Jørgen Christiansen med 4,0 point. Sidstnævnte er dog en match bagud så inden sidste runde mandag 2. juni kan Jens Jørgen Christiansen nå at bringe sig i en gunstig førerposition. Efter de to førende følger Bent Christensen fra Aars og John Bauneborg Nielsen fra Nørresundby med hver 3,5 point. Efter at Søren Thomsen fra Nibe længe har været i spidsen af 1. klasse, må han nu dele den fornemme placering med Thomas Heine Bech fra Aalborg Skakforening, der også er nået op på 4,0 point. Efter de to i toppen følger hele seks spillere med hver 3,0 point så favoritterne til en førsteplads må afgjort blive de to førende fra Nibe og Aalborg. Også i 2. klasse synes antallet af mulige vindere at være begrænset til to idet Poul Erik Niebuhr fra Aars fører med 4,5 point foran Rasmus Kristiansen fra Terndrup, der har 4,0 point. Herefter følger tre spillere med hver 3,5 point men skal de nå noget, skal begge førende tabe. Tættest på en afgørelse synes 3. klasse A at være med Bahram Khoja fra Terndrup på førstepladsen med 5,0 point foran Jørgen Larsen fra Kjellerup med 4,0 point og Finn Simonsen fra Aalborg med 3,5 point. De to førstnævnte mødtes i et rigtigt topopgør i sjette runde og det endte med en sejr til Terndrup-spilleren. Endelig er der i 3. klasse B lagt op til et par rene finaleopgør idet Bjarke Carstens fra Hadsund og Kresten Andersen fra Aalborg begge har 5,0 point inden det indbyrdes møde i sidste runde på mandag. Tilsvarende mødes de to forfølgere, Leif Andersen fra Aars og Søren Hedegaard fra Nibe, ligeledes i syvende runde.