Intet at fortryde

Ritt Bjerregaard skal ifølge NORDJYSKE have fortrudt den folkeskolelov, hun i 1975 lagde navn til, og Venstres Jens Rohde har begejstret stillet sig i spidsen for det heppekor, man nu kan forvente. Men inden man kommer for godt i gang med selvbebrejdelserne, er det måske rimeligt nok at inddrage et historisk element. For situationen i 1975 var helt anderledes, end i dag, og folkeskoleloven dengang havde helt andre forudsætninger end skolelovgivningen i dag.

Peter Ussing

Peter Ussing

Jeg var dengang leder af en af de foregangsskoler, der i årene forinden havde afprøvet den skolestruktur, som 1975-loven indførte. Jeg havde som formand for skolelederforeningens pædagogiske udvalg og som foredragsholder og forfatter til et par skrifter om enhedsskolen/tilvalgsskolen i praksis også på anden vis problemerne inde på livet. Folkeskoleloven af 13. juni 1975 afsluttede nogle års forventninger om en skolereform, der flere gange var blevet udsat af økonomiske grunde. Op gennem 60’erne var der en voksende interesse for uddannelse og skolegang. Udvidelsen af undervisningspligten i 1972 lovfæstede kun en tilstand, de fleste elever selv havde realiseret. Realafdelingen og 8.–10. kl. var blevet meget populære, og det var gået realafdelingen, som det gik eksamensmellemskolen. De fleste elever ønskede at gå her. Det var nødvendigt at skabe en anden balance i skolebilledet. Dertil kom, at det moderne erhvervsliv havde brug for langt større fleksibilitet i uddannelserne. Det var derfor nødvendigt at opgive elevsorteringen. Det var der også en anden grund til: Undersøgelser foretaget af Socialforskningsinstituttet havde vist, at børn, der kom fra visse socialgrupper, havde meget sværere ved at komme i realafdelingen og dermed få en højere uddannelse end børn fra andre socialgrupper. Der var med andre ord ikke lige startvilkår. Når Ritt Bjerregaard siger: ”Det, jeg gennemførte i 70’erne, var en reaktion på en meget eksamenspræget, formalistisk ”sort” skole”, så er det kun delvis rigtigt. Den danske skole var ikke dengang generelt nogen sort skole, selv om der måske nok kan nævnes enkelte eksempler på det. Op gennem 1960"erne havde der bredt sig den opfattelse, at barndommen er en livsperiode, der har en værdi i sig selv, og det indrettede skolen sig efter, ligesom den lod sig påvirke af moderne ledelsesteorier i erhvervslivet i retning af, at produktiviteten bliver højere, hvis medarbejderne trives. Tidens tanker om medbestemmelse slog også igennem i form af elevråd og for forældrenes vedkommende med skolenævn. Man tillægger ofte Ritt Bjerregaard det udsagn, at det ikke alle kan lære skal ingen lære. Jeg ved ikke, om hun har sagt det. Jeg har aldrig fundet en kilde, der bekræfter det. Men hvis hun har, er det en dumhed, og hvis hun ikke har, er det demagogi at blive ved med at hævde det. Når Jens Rohde hævder, at det var grundtanken i 70’ernes reformer, så er det direkte forkert. Der blev også nu stillet store faglige krav, og jeg oplevede, at de blev honoreret af langt flere elever end under den tidligere ordning. Men fagsynet og det faglige indhold var anderledes, og det kan man ikke bebrejde lovgivningen. Sådan var tidens krav. Set i et agitatorisk tilbageblik er skoleloven af 1975 kommet til at fremstå som en lov, der skabte en slap skole uden fagligt indhold. Det er en fuldstændig forkert opfattelse. Nok blev der lagt vægt på trivselselementet, og det skete måske nok nogle steder på bekostning af det faglige. Men det er ikke det generelle billede. Hvis man skal komme med nogle beklagelser, må de efter min erfaring rettes imod to forhold: 1975-loven lagde op til en udvidet individualisering af undervisningen, også kaldet undervisningsdifferentiering. Det lykkedes ikke at få lærerne til i tilstrækkelig grad at acceptere den til trods for mange nye og afprøvede undervisningsteknikker. Jeg skal ikke udelukke, at der var ideologiske grunde hertil. Den anden årsag er kommunernes økonomi i 1980"erne, hvor der blev gennemført så mange stramninger, at elevernes timetal, bl.a. i dansk, blev skåret ned. Det har det været svært at rette op på senere. I dag præges skolepolitikken i særlig grad af globaliseringen, af en choktilstand, hvor man skal imødegå den stigende konkurrence udefra. EU’s Lissabonproces fra 2000 om at tilpasse uddannelsessystemerne til ”kravene i det vidensbaserede samfund” er blevet det politiske udgangspunkt. Det har medført et andet syn på barndommen, så barnet betragtes som et objekt i en økonomi- og effektivitetsorienteret uddannelsesproces. Livslang uddannelse begynder i vuggestuen. Det må man så forholde sig til, og her kan der godt hentes værdier i 70"ernes skolepolitik. Der er i hvert fald ingen grund til at fortryde den, hvad enten man var undervisningsminister dengang, tilhører et af partierne bag skoleloven eller bare var med til at realisere loven ude i skolerne. [ Peter Ussing Olsen, Askevej 1, Løkken, er forhenværende skoledirektør