EMNER

Intet at gøre ved benzinprisen

AALBORG:Det er træls - men hvad kan man gøre? Sådan lyder reaktionerne fra fire bilister, som vi har fanget på en benzinstation i Aalborg, efter meldingen om, at en liter benzin nærmer sig det magiske beløb: 10 kroner. Det er hårdt for budgettet i hverdagen og nu, hvor ferien står for døren. Lasse Møller Holst: - Det er dæleme mange penge. Specielt hvis man har en større bil. Det får en til at overveje alternativer som en dieselbil eller en mere miljøvenlig bil. 10 kroner virker voldsomt. Men så må man jo køre mindre - eller cykle mere. Vi tager ikke på bilferie i år. Vi flyver til Nice og kan få en returbillet til 1.000 kroner. Så kan det jo slet ikke betale sig at køre. Zahle Malik: - Det er træls. Det er bare endnu en ekstraudgift. Vi bruger cirka 2.500 kroner om måneden på benzin. Vi tager ikke på bilferie, for det er for besværligt med tre små børn. Men ellers kunne vi godt overveje det - hvis bare de satte benzinafgiften ned! Gerhard Grann: - Benzinprisen i sig selv er ikke noget problem - den er latterlig billig. Det er afgifterne! Vi har to biler, og vi tanker det på, vi nu har brug for. jeg er selvfølgelig træt af, at prisen er steget, men vi skal jo kunne bevæge os rundt. Vi tager på bilferie i år, og så er der bare ikke noget at gøre ved prisen. I Sverige og Tyskland er det jo det samme. René Nielsen: - Det er ikke godt. Men sådan må det bare være. Der er ikke noget at gøre ved det. Vi skal på bilferie i år men bare i Danmark. Og så må vi jo tage det med, at benzinprisen er så høj. Så må der spares andre steder.