Retspleje

Intet behov for forfatning i Europa

EU-debatten har indtil nu været fokuseret meget på ord. Hedder det forfatning, traktat eller forfatningstraktat? Man kunne tro, at det bare var en ligegyldig diskussion.

Intet kunne dog være mere forkert. Der er en væsentlig forskel på en traktat og en forfatning. Og derfor bruger forfatning ikke andre begreber. Ordet "forfatningstraktat" findes ikke ét eneste sted i teksten. Er det tilfældigt? Er det en forglemmelse? Naturligvis ikke. Årsagen er, at der er tale om en forfatning, og at tilhængerne af frygt for vælgernes reaktion, hvis det går op for dem, at der er tale om en "forfatning for Europa", ikke tør tale rent ud. Der er god grund til at forstå tilhængernes frygt. På alle væsentlige områder bliver EU med den nye forfatning til en stat. De symboler, vi normalt forbinder med noget nationalt og som identifikationen på en stat, er opregnet i art.8. Det er naturligvis ikke en tilfældighed – men bygger på det meget klare politiske sigte, at EU ikke længere skal være en mellemstatslig organisation, men en stat med alt, hvad der til stater hører. Derfor har man i art. 8 forfatningsfæstet, at unionen har et flag; unionen har en hymne; unionen har et motto; unionen har en mønt, ligesom unionen har en nationaldag. Er det mon af rent praktiske årsager, man giver Unionen disse symboler? Nej, det har naturligvis en betydning. Nemlig at nationalstaternes tid er forbi. Fremtiden er unionens – og derfor må unionen udstyres med de tegn, der tidligere udgjorde de nationale holdepunkter for de enkelte nationer. Nu er symboler, mottoer og fælles hymne naturligvis lidt luftige og ukonkrete begreber. Hvad der imidlertid ikke er særligt luftigt, er de nye stemmeregler i ministerrådet. Med forfatningen bliver det afgørende fremover landenes befolkningsstørrelser. Det betyder, at Danmarks indflydelse bliver nedreguleret til omkring 1,2 pct. (5,3 mio. : 452 mio.) i det nuværende EU – og med de forestående optagelser af Rumænien, Bulgarien og måske Tyrkiet vil de danske stemmevægte blive yderligere marginaliserede. Der er noget logisk modsigende i, at vi skal acceptere, at de danske stemmer justeres nedad – i takt med, at der overføres en lang række nye magtområder til EU. De nye stemmerregler gavner entydigt de store lande. Alene Frankrig, Tyskland, Spanien, Italien og Storbritannien får mere magt. Havde EU bare været et koordinationsorgan for handel, miljøstandarder og lignende forhold, kunne vi nok have levet med sådanne forhold. Men med den nye forfatning, hvor det bliver en selvstændig målsætning for EU at sikre høj beskæftigelse, social beskyttelse, højt uddannelsesniveau og godt sundhedsniveau (art.117), må vi sige klart nej til at lade Danmark regulere af andre landes politikere på så centrale områder. Det lyder naturligvis besnærende, når EU vil sikre høj beskæftigelse, godt sundhedsniveau og bekæmpe social udstødelse. Men hvad er realiteterne? Jo, Danmarks beskæftigelse er blandt de højeste i Europa, vor folkesundhed er blandt de bedste og vort sociale sikkerhedsmodel er helt ukendt for langt hovedparten af medlemslandene. Når EU skal lovgive på disse områder, er der med andre ord meget, der peger i retning af ringere forhold for Danmark. Disse centrale dele af velfærdspolitikken skal ganske enkelt ikke afgøres i EU, hvor andre landes politikere har mere end 98 pct. af stemmerne. De skal afgøres i folketinget, hvor danske politikere har 100 pct. af stemmerne! Med den nye forfatning indtager fundamentale menneskerettigheder en hidtil uset stor position i EU's magtområde. Ikke nok med, at unionen efter art. 9, stk.2 tiltræder den europæiske menneskerettighedskonvention, men hele Del 2 er én lang opremsning af rettigheder, som fremover skal reguleres af EU's domstol. De fleste artikler i dette Charter om Grundlæggende Rettigheder hører efter dansk tradition slet ikke hjemme i en forfatning, men derimod i folketinget, hvor politikere – og ikke dommere – afgør og fastsætter danskernes rettigheder. Men hvad der er mindst ligeså betænkeligt, er, at disse rettigheder og deres fortolkning, som EU-domstolen vil komme frem til, på alle områder vil stå over det, den danske højesteret eller Folketing beslutter. Når forfatningen taler om at sikre ytringsfrihed (art.71), forsamlingsfrihed (art.72) eller erhvervsfrihed (art.75) lyder det naturligvis smukt. Men de smukke ord dækker over en langt mere grum virkelighed; nemlig at al dansk retspraksis og forståelse af grundlovens bestemmelser (§§77, 79 og 75) vil blive underordnet i forhold til den praksis, som EU-domstolen vil lægge for dagen. Vor retspraksis, der med over 150 år på bagen er en fasttømret del af dansk retstradition og –kultur, bliver fejet til side af den nye forfatnings forrang. Grundloven og højesteret bliver på alle områder, hvor EU-domstolen regerer, uden betydning; ja, bliver sat ud af kraft. Hvad er det for et organ, der har denne magt? Er det en mellemfolkelig myndighed? Nej, det er en overstatslig enhed, som ud fra ønsket om at lade Danmark regulere af andre end danskerne selv hensætter os som passive tilskuere til en retsudvikling, på hvilken vi ingen indflydelse har. Men ikke nok med, at Chartret om Fundamentale Rettigheder sætter væsentlige dele af grundloven ud af kraft. I et omfang, som er helt ukendt for vor skandinaviske retstraditioner, opremses et utal af menneskerettigheder, der i mere end 50 artikler udhuler dansk suverænitet. Det er velkendt, at EU-domstolen opfatter sig selv som den myndighed, der skal forestå integrationen mellem medlemsstaterne i EU. Med en samvittighedsløs anvendelse og udvidet fortolkning af nicetraktatens art.220 om, at domstolen "skal værne om lov og ret", har domstolen altid tiltaget sig kompetence i et omfang, der ikke kendes fra noget lignende internationalt magtorgan. Chartret er et knæfald for denne magttiltagelse. Det er nemlig fuldstændig umuligt at forudsige, hvor EU-domstolen vil sætte grænsen for, hvad EU må regulere. Hvis der dog overhovedet bliver en grænse. Når Chartret taler om indgåelse af ægteskaber (art.69), frihed til kunst og videnskab (art.73), asylret (art.78), kulturel, religiøs og sproglig mangfoldighed (art.82), børns rettigheder (art.84), stemmeret til kommunalvalg (art.100) og meget mere, er det helt utroværdigt – grænsende til det decideret løgnagtige – at påstå, at der skulle være tale om nogen form for afgrænsning af EU's magtområde. Derfor bør forfatningen afvises. Ikke fordi vi som danskere er modstandere af internationalt samarbejde. Men fordi vi modsætter os at lade vort land gennemregulere af andre landes politikere. Vi vil gerne have internationalt samarbejde på grænseoverskridende problemer. Men dertil behøves intet Charter om Fundamentale Rettigheder. Dertil behøves ingen koordinering af sundheds-, uddannelses- og socialpolitik. Og dertil behøves ikke nogen forfatning for Europa.