Intet brækket: Breschel bliver hurtigt klar igen

Matti Breschel slap fra lørdagens styrt i Tour de France uden brud, men han skal have syet en flænge.

Matti Breschel forlader Tour de France på en båre Foto: Scanpix/Kenzo Tribouillard

Matti Breschel forlader Tour de France på en båre Foto: Scanpix/Kenzo Tribouillard

En forslået og hårdt medtaget Matti Breschel (Cannondale) gik med langsomme og svære skridt ned af de få trin fra det mobile Tour de France-lægehus og direkte ind i en bil uden at sige noget.

Den 31-årige dansker var tydeligvis i smerter både ved at gå og i særdeleshed, da han skulle kæmpe sig ind i bilen.

Dog var der situationen taget i betragtning gode nyheder fra holdets pressechef, Matthew Beaudin.

- Han har fået en dyb flænge på den nederste del af højre ben, og det skal sys sammen, men han har ikke brækket noget, og han burde blive klar igen hurtigt, siger Beaudin.

Breschel styrtede på lørdagens etape, da han forsøgte at køre tilbage i feltet efter at have stoppet for at tisse.

En anden rytter styrtede foran danskeren, som ikke kunne undvige, og dermed også røg ned.

Breschel var også forbundet kraftigt på den ene arm, men ifølge pressechefen er det kun overfladiske skader.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.