Intet bredt forlig om Vandmiljø III

I går aftes opgav regeringen at få et bredt forlig om vandmiljøet

Flere beregninger og mere snak var ikke nok til at nå et bredt forlig om fremtidens vandmiljø. Det stod klart i går aftes, da Socialdemokraterne, de radikale, SF og Enhedslisten blev sendt hjem fra miljøministeriet med den besked, at de kan komme tilbage enkeltvis, hvis de vil være med til regeringen forslag til Vandmiljøplan III. Det er dog ikke aktuelt for Socialdemokratiet, som kalder de to måneders forhandlinger for besynderlige. - Konklusionen er, at de ikke vil være med til at sikre rent vand og natur, og det skal vi beklage. Vi har et ansvar for fremtidens miljø, og det lever vi ikke op til, siger miljøordfører Torben Hansen. Forhandlingerne strandede på spøgsmålet om en reduktion af kvælstof og på oppositions krav om et delvist stop for flere svin. - De ville ikke give sig, og så må vi konstatere, at vi ikke kan lave en vandmiljøplan sammen. Nu fortsætter vi forhandlingerne med dem, der har lyst til at være med, siger miljøminister, Hans Christian Schmidt, til Ritzau. Regeringen mener, at oppositionens forslag er alt for vidtgående og vil koste tusindvis af arbejdspladser. Det regnestykke bestrider oppositionen, men nu må de vente på regeringsmagten, hvis de vil gennemføre "det kloge svinestop" og reducere kvælstofudledningen med 20 procent. Miljøministeren fortsætter forhandlingerne med Dansk Folkeparti, men også Kristendemokraterne, som efter sammenbruddet valgte at bryde den alliance, som oppositionen har forhandlet i. Et smalt forlig vil komme til at ligge tæt på regeringens seneste udspil, der blandt andet indeholder en kvælstofreduktion på 13 procent i 2015. Dansk Folkeparti, som nu er eneste flertalsmulighed, kræver dog, at det kun bliver ti procent. Samtidig vil de have flere penge til foskning, og på spørgsmålet om, sammenbruddet betyder en bedre aftale for miljøet, siger miljøordfører, Jørn Dohrmann: - Jeg er sikker på, at det bliver en bedre aftale for de danske slagteriarbejdere.

Forsiden