Frankrig

Intet er helt som før

Efter ugers rådvildhed og åben splid er fodslaget nu genetableret i NATO og i EU. I hvert fald udadtil. Ved at flytte drøftelserne fra NATO-rådet til den såkaldte forsvarsplanlægningskomité, som Frankrig ikke er medlem af, lykkedes det i NATO-regi heldigvis at skabe enighed om at besvare medlemslandet Tyrkiets anmodning om assistance positivt. I EU - hvor Frankrig sad med ved bordet - endte det med en erklæring, der klart forlanger Saddam Hussein afvæbnet. Helst fredeligt, men ellers med militær magt. Det højere diplomati har været på overarbejde, og lande, der i årtier har stået last og brast, kan nu igen forsikre omverdenen om, at de skam er enige. Men hverken NATO eller EU bliver helt de samme igen. Når NATO har haft den status og tilslutning, alliancen har, skyldes det ikke mindst dén musketér-ed, som NATO bygger på. At nogle tøvede, da Tyrkiet bad om hjælp, svækker tiltroen til NATO's fremtid. For hvis ikke NATO pr. automatik vil forsvare et medlemsland, hvad skal man så bruge en forsvarsalliance til? Det europæiske samarbejde er i modsætning til NATO ikke grundlagt med det primære formål at føre udenrigspolitik. Der er EU-lande, som meget gerne ser EU i en sådan rolle, men der er som bekendt også andre, der ikke gør det. Oven på de seneste dages tumult har der lydt røster om, at nu må EU fjerne vetoretten i udenrigsspørgsmål og i fremtiden lade flertallet afgøre EU's holdning. En langt mere indlysende lære bør være, at EU-landene tydeligvis slet ikke er parate til at opgive deres suverænitet på dette felt. Og da slet ikke, hvis kursen skal sættes af en arrogant fransk præsident, som i går bad de nye medlemslande stikke piben ind i Irak-spørgsmålet - hvis de da ønsker at komme ind i det gode selskab. På en lang række felter er det såre fornuftigt, at Europa - inklusiv de kommende EU-medlemmer - arbejder sammen. De seneste uger dokumenterer, at vi imidlertid i Europa af historiske og andre grunde stadig ser så forskelligt på udenrigspolitikken, at Europas forenede stater ligger meget langt ude i fremtiden. Og det sidste er i grunden slet ikke så galt.