Lokalpolitik

Intet håb for landsbyer

Udvalg sagde ja til køreplan uden stop i mindre byer

AALBORG:De 12 landsbyer, som står til at miste deres bogbus, skal ikke gøre sig noget håb om hjælp fra medlemmerne af Aalborg Kommunes kommende skole- og kulturudvalg. Udvalget sagde i går ja til en køreplan, som udvider bogbus-betjeningen i de bydele og landsbyer, som mister deres lokale bibliotek som følge af det ny budgetforlig. Men samtidig forsvinder stoppestederne altså også i en lang række mindre landsbyer. - Vi fastholder forslaget om, at droppe betjeningen af landsbyer med mindre en 200 indbyggere, forklarer rådmand Henrik Thomsen (SF). Han ved godt, at forslaget ikke er populært alle steder. Men udvalget skal overholde det vedtagne budget, og derfor er det også umuligt at tilgodese alle. - Vi har jo kun tre bogbusser. Og udvider man betjeningen nogen steder, kommer det desværre til at ramme andre, siger han. - Vi har jo ikke ubegrænsede midler, og selvom vi på et tidspunkt får en ny bogbus, kommer den bare til at erstatte den mest nedslidte af de tre, vi har i forvejen, tilføjer han. De ny køreplan kritiseres blandt andet af borgerforeningen i Dokkedal, hvor beboerne også mister det lokale bibliotek i Mou. Og så bliver der - ifølge formand Søren Lyngby Nielsen - langt at køre for at låne bøger. - Fremover bliver alting meget mere besværligt for os, der bor herude, sagde han blandt andet til NORDJYSKE lørdag. Men rådmand Henrik Thomsen kan alligevel ikke hjælpe. Han understreger, at kommunen har skelnet meget til antallet af udlån og indbyggere, så stoppestederne forsvinder kun i de helt små byer. - Til gengæld opretter vi også en række nye, for det var jo en del af aftalen i forbindelse med budgetforliget. Og det gælder naturligvis også i Godthåb, som ikke var med i det først udkast, tilføjer han.