Videregående uddannelser

Intet løfte om flere studiepladser

Undervisningsminister Troels Lund Poulsen vil ikke love, at flere nordjyder må læse til pædagog, hverken nu eller fremover. Rektor er stærkt bekymret for de afviste unge.

Undervisningsminister Troels Lund Poulsen. Arkivfoto

Undervisningsminister Troels Lund Poulsen. Arkivfoto

Mens de fleste ansøgere til Aalborg Universitet kan regne med et positivt svar på lørdag, får flere hundrede ansøgere til pædagoguddannelsen på University College Nordjylland nej. Og undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V) vil ikke ændre det - hverken i år eller de kommende år. UCN's elevtal fastsættes ud fra et skøn over arbejdskraftbehov og antal af praktikpladser, skriver Troels Lund Poulsen i et svar til folketingsmedlem Per Clausen (EL). Søg andre steder Han havde spurgt, om Troels Lund Poulsen vil sikre det fornødne antal uddannelsespladser for at "undgå den situation, vi har set i år i Nordjylland, hvor der er flere hundrede flere ansøgere, end der er pladser". Det vil ministeren ikke love. Hans råd til de afviste er at undersøge, om der er ledige pladser andre steder i landet eller på andre uddannelser. Rektor Niels Horsted fra UCN siger, at han er stærkt bekymret for, om det vil ske. Springer fra - På pædagogstudiet kommer mange ansøgere fra uddannelsessvage miljøer. For dem er dét at søge ind på uddannelsen et stort skridt. Får de nej, er der stor risiko for, at de vælger slet ikke at tage en videregående uddannelse, siger han og opfordrer kommunerne til at tage flere pædagogstuderende i lønnet praktik end nu: - De bør have en interesse i, at flere nordjyder får en uddannelse. Er der bagefter ikke pædagogjob til alle, står de unge i hvert fald bedre rustet, end hvis de ingen uddannelse har, siger han. Det er kommunernes formand, Hans Chr. Maarup (S), ikke enig i: - Vi har altså lidt svært ved at se perspektivet i at uddanne til ledighed, siger han. Per Bisgaard (V), medlem af Folketingets uddannelsesudvalg, er enig i, at for den enkelte er en uddannelse bedre end ingen. - Samfundsøkonomisk må vi imidlertid spørge os selv, om det er fornuftigt at uddanne 200 til pædagogjob, som ikke findes, siger han.