Intet løses med krig, vold eller terror

Årsdagen for terroraktionen blev i Hadsund mindet med fakkeloptog gennem byen.

Sæby 12. september 2002 08:00

HADSUND: Med Hadsund SkoleOrkester i front samledes Det Frivillige Beredskab med kolleger fra Sæby, Hjemmeværnet, spejderne og med Falck til fods og i biler i aftes foran Bernadottegården. Her var beboerne enten ved egen eller andres hjælp ude i den lune aften for at følge forberedelserne til mindehøjtideligheden på årsdagen for terroraktionen i New York. Borgerne samledes omkring processionen, faklerne blev tændt og delt rundt - også til de civilklædte, der efter en lille velkomsttale af Elin Aasted fandt deres plads i fakkeloptoget. Elin Aasted glædede sig over fremmødet, mindedes terrorangrebet på World Trade Center, de mange mennesker, der mistede livet dér, ofrene og de efterladte. Hun understregede, at markeringen intet havde at gøre med religion, racediskrimination eller politik, og sendte en varm tanke til alle de frivillige, der har hjulpet siden sidste 11. september: - Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor vigtigt det er, at vi taler sammen. For én ting er helt sikkert: Der er ingen problemer, der løses med krig, vold eller terror. Med de ord gik fakkeloptoget byen rundt. De civilklædte nåede op på omkring de 50 plus de mange, der fulgte med ved siden af, og de endnu flere, der var på gaden for at se optoget passere. Ved Hadsund Kirke blev forsamlingen modtaget af præsterne Erik Bang og Carsten Bøgh Pedersen, gik ind og fyldte kirken, hvor man sang "Vor Gud han er så fast en borg". Erik Bang bad om, at Gud måtte lade menneskene høre ord om håb, barmhjertighed og kærlighed, når verden vakler efter mødet med had og ondskab, inden Carsten Bøgh Pedersen tog over. Uden for gik verden videre. En pige fra SkoleOrkestret ville nødig vente på, at højtideligheden var forbi: - Jeg vil gerne hjem. Jeg skal ud på skaterbanen.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...