EMNER

Intet lyspunkt for Sophielunds beboere

Møde mellem amt og kommune gav ingen afklaring på beboernes boligsituation

DRONNINGLUND:I tirsdags mødtes repræsentanter fra henholdsvis Nordjyllands Amt og Dronninglund Kommune for at snakke igennem, hvad der skal ske med beboerne på Sophielunds beboere, når behandlingshjemmet lukker 1. maj 2005. Efter at Dronninglund Kommune har besluttet at lukke behandlingshjemmet, er det ikke lykkedes at finde andre tilbud til de ti beboere, der stadig er på Sophielund. - Der er ikke en masse nyt at fortælle, siger socialudvalgsformand Inger Pedersen (S) efter at være blevet orienteret om mødets indhold. - Vi fik helt klarhed over amtets ventelister, og vi fik aftalt, at beboerne skal visiteres inden udgangen af januar, så vi kan få afgjort, hvilke tilbud, der passer til den enkelte beboer. Derimod kom der ikke en melding fra amtet om, hvornår beboernes usikre boligsituation bliver endeligt afklaret. Tålmodighed påkrævet Det betyder, at beboerne og deres pårørende må væbne sig med tålmodighed. - Vi ville gerne have helt klare udmeldinger. Både forvaltningen, undertegnede og socialudvalget synes, at det ville være det bedste, fortæller Inger Pedersen. - Men det er nok urimeligt af mig at forvente, at det kan lade sig gøre at sætte en dato på nuværende tidspunkt, siger Inger Pedersen, der for øvrigt selv er ansat på et amtsligt plejehjem. Ingen hænder i skødet Hun erkender, at det går fremad med meget små skridt for de pårørende, som håber på snart at kunne få at vide, hvor deres ægtefæller, forældre eller søskende skal bo til maj næste år. - Der er ikke rigtigt nogen lyspunkter lige nu. Men at der ikke sker noget er ikke ensbetydende med, at vi i både amt og kommune sidder med hænderne i skødet. Vi arbejder hårdt på at finde en løsning, siger Inger Pedersen. Hun mener, at der stadig er håb om at finde en løsning for Sophielunds beboere og deres pårørende inden for en overskuelig fremtid. - Det er aldrig rigtigt til at vide, hvordan amtets ventelister udvikler sig. Nogle gange tømmer de sig af sig selv på næsten ingen tid, siger Inger Pedersen uden dog at kunne give noget konkret svar på, hvornår det måtte være.