Journalistik

Intet nyt fra Facebook?

Kan vi nøjes med Facebook og undvære den daglige avis? Kan vi - eller er vi på vej til - at betragte sociale netværkssider som Facebook som et medie? Det hurtige svar er: Nej!

Facebook har måske karakter af en "offentlighed", eller rettere et individualiseret kommunikationstorv, hvor sladder, nyheder og udsagn om menneskers livsverden flyder sammen. Men Facebook har hverken nogen redaktion eller redaktionel linie som kan sammenlignes med den som vi finder hos nyhedsmedierne. Men behøver vi en presse i de sociale mediers tidsalder? Jeg er bestemt ikke enig med Søren Kierkegaard, der ikke havde særligt meget pænt at sige om pressen, og dens desakralisering og denivellering af menneskelivet, for nu at sige det lidt flot. Pressen presser alt det åndelige ud af tilværelsen, selv når den rapporterer om åndelige emner, og det sker ikke mindst ved at sidestille alle emner, og ikke skelne mellem stofs relevans og kvalitet, andet end på overfladen. I sociale medier møder vi det hele, eller kan møde det hele. Der er sladderstof, hvis vi er opmærksomme og trofaste i vores daglige Facebook besøg. Der er politiske stof, og vi får det fra politikerne selv (sådan da, for der er vist nogle redaktører inde over der). Der er stof om tøj, om vejret, om musik, om kunst, der er link til film, ja, der er vel ikke noget område værdigt for pressen, som ikke er med på Facebook. Jeg er ikke lige opdateret på, om kontaktannoncer og anden net-dating stof er med på Facebook. Og så er der selvfølgelig rekalmer. Det hele skal jo betales, hvis vores lyst til gratis glæder på internettet skal tilfredsstilles. Lægger vi det hele sammen, så er det svært at se - på overfladen - at Facebook ikke kunne erstatte mange af de funktioner, som nyhedsmedierne og pressen står for i dag. Der mangler vel bare, at de ansatte på Facebook verden over får udstedt pressekort. Jeg påstår ikke, at sociale medier er på vej til at overtage Pressens roller. Det er den ikke, blandt andet fordi presse- og nyhedsmedierne i stigende grad netop bruger og sætter sin lid til den information og de kontakter, som sociale medier giver adgang til. Pressen er en institution i vores samfund, en som vi blandt andet understøtter med skattekroner. Kan du forestille dig en Facebook skat? Men hvis sociale medier, som Facebook, netop er blevet medier i betydningen daglig, opdateret information om sager på hjemmefronten og udebanerne, så er der strukturelt set begyndt at dukke nogle lighedspunkter op. Lige to skridt tilbage. Facebook er populært, fordi vi mennesker er styret af to logikker: Gruppestyring og biograficitet. Det er ikke nye tendenser, på ingen måde. At vi orienterer os mod andre i den nære gruppe, og lader deres tilstedeværelse og smag styre vores beslutninger, er ikke nyt. Det er heller ikke nyt, at vi oplever at skulle "fortælle os selv", for at kunne høre til i en verden der på én gang er velkendt men også truende. Facebook gør det nemt at håndtere begge dele. Ved at læse om vores venner og bekendte på Facebook orienterer vi os mod de grupper, som vi gerne vil spejle os i. Ved at komme med statusopdatering, holdningstilkendegivelser og dele links, billeder og andet materiale med venner og andre på Facebook "skriver" vi om os selv. Vi er biografiske. Pressens funktioner bidrager rituelt disse to logikker. Men i sig selv er Pressens funktion at have en særlig dagsorden, som vi hver især kan være uenige i, eller finde mere eller mindre relevant. Men Pressen markerer en linie i forhold til den verden som vi lever i. Det kan godt være, at der er for megen dobbelt konfekt i det danske mediebillede. Redundans, overlap og gentagelser er godt, så længe der er nogle der vil betale for det, eller har en egenkapital til at understøtte virksomheden. Selvfølgelig er Pressen, ligesom ethvert individ i de sociale medier, "brandet". Der er forskel på de enkelte mediehuse, deres profil og deres forestilling om, hvem der er deres brugerpublikum. Men prøv at spørge den generation eller bølge af førstegangsvælgere, hvor de har fået deres information om de politikere og den politik, som de har stemt på, og spørg, hvilke medier de har orienteret sig imod. Flere har sikkert støttet sig til de "traditionelle" nyhedsmedier. Men endnu flere har sikkert ikke gjort det. Der var engang, hvor pressen på én gang var vinduet til den store verden, og torv og gadekær for alle de små og lokale sidehistorier. Der var engang, hvor pressen havde de bedste skribenter, ikke nødvendigvis med de bedste intentioner, men de kunne noget med sproget, og i deres opsøgende arbejde. I dag skal alle kunne skrive, for rent gruppestyret og biografisk at være til i en verden, hvor alt er koblet sammen af medier, og hvor disse medier - i en eller anden form fungerer som Pressen på punkter gør. En af mine studerende på Aalborg Universitet var med til at lave en lille reklamefilm for det største studie på stedet. Det var et humoristisk og selvironisk lille indslag: Fanget i reportagens form, men komponeret med flere vox-pops fra Bispensgade i Aalborg. I rollen som den opsøgende journalist præsenterede den studerende sig til de unge i gadebillet: Goddag, jeg kommer fra Internettet, må jeg godt stille jer et par spørgsmål! Det ville ikke være dårligt at være ansvarshavende for Internettet, når du forbipasserende umiddelbart accepterer det som et medie, der sender journalister i marken! Tem Frank Andersen er ph.d.,medieforsker ved Aalborg Universitet.