Pension

Intet regeringsløfte om S-deltagelse i kvalitetsreform

Nye offentligt ansatte skal sikres

KØBENHAVN:Kvalitetsreformen skal sikres ved trepartsforhandlinger mellem regeringen, fagbevægelsen og offentlige arbejdsgivere i kommuner og regioner. Det oplyste statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ved sit ugentlige pressemøde i går. Trepartsforhandlingerne indledes 29. marts ved et møde i Statsministeriet og skal afsluttes til juni. Det skal sikre en flerårig udviklingsplan for den offentlige sektor. Samtidig fortsætter regeringen sine temamøder, som fortsætter torsdag på Hvidovre Hospital, forklarede Fogh. Desuden har regeringens to repræsentanter, Erik Bonnerup og Erik Juhl, indledt deres rundrejse til institutioner og organisationer for regeringen, oplyste han. Aftalen skal munde ud i en udviklingsplan, som rækker ”ganske mange år” ud i fremtiden. Det skal sikre, at der kan rekrutteres nye offentligt ansatte, fordi 200.000 pensioneres de næste 10 år. Det er hver fjerde offentligt ansatte, sagde Anders Fogh Rasmussen. Fagbevægelsen rejste første gang idéen om trepartsforhandlinger, oplyste statsministeren. - Det overrasker mig ikke, at der nu meldes så klart fra fagbevægelsen. Det har ikke affødt skepsis fra min side. Tværtimod, sagde statsministeren. Trepartsforhandlinger er afgørende, fordi de offentligt ansatte spiller en hovedrolle, når der skal gennemføres en kvalitetsreform. De ansatte spørger blandt andet om faglig udvikling og arbejdsmiljø, mens løn hører hjemme i overenskomstforhandlingerne, forklarede han. - Vi sigter på, at dét, der skal omsættes til lovgivning, kan hvile på det bredest mulige flertal i Folketinget. Det havde vi gode erfaringer med i velfærdsreformen og globaliseringsrådet. Det er mit sigte - og håb - at det også kan ske ved kvalitetsreformen, sagde Fogh Rasmussen. LO’s formand, Hans Jensen, har efterlyst tre til fem milliarder kroner årligt i en aftale, der rækker til 2025. Statsministeren ville ikke kommentere beløbet men understregede, at kvalitetsreformen ”er ikke på nogen måde et spareprojekt”. Bredt medejerskab Anders Fogh Rasmussen vil udforme et kommissorium for trepartsforhandlingerne ved det første møde i Statsministeriet 29. marts. Statsministeren henviste til, at langtrækkende reformer skal modnes ved at inddrage mange organisationer. Det sikrer et ”bredt medejerskab”, sagde Anders Fogh Rasmussen. Statsministeren glædede sig både over bidrag fra LO’s formand, Hans Jensen, samt fra FOA’s formand, Dennis Kristensen. Han ville ikke love, at Socialdemokraterne skal med i en politisk aftale om kvalitetsreformen. - Ingen blev udstyret med vetoret om efterløn og folkepensionen, sagde Anders Fogh Rasmussen. - Kvalitetsreformen handler modsat velfærdsaftalen fra 2006 ikke om danskernes langsigtede opsparing, men regeringen ønsker det bredest mulige politiske flertal bag, understregede statsministeren. /ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst