Eksplosionsulykker

Intet svigt forud for fyrværkeribrand

København, mandag /ritzau/ Kolding Kommune fulgte loven og kan ikke drages til ansvar for følgerne af katastrofebranden i november, konkluderer advokatundersøgelse. En advokatundersøgelse frikender Kolding Kommune for ansvar i forbindelse med den katastrofale brand på N.P. Johnsens Fyrværkerifabrik i forstaden Seest den 3. november i år. Dermed kan ofrene for branden heller ikke kræve erstatning af kommunen. Undersøgelsen, der blev præsenteret for Kolding Byråd mandag, har gennemgået kommunens sagsbehandling ved opførelsen af fyrværkerifabrikken. - Gennemgangen af sagsakterne har vist, at Kolding Kommune i alt overvejende grad har levet op til lovgivningens krav..., konkluderer undersøgelsen. Der skete skader for omkring 750 millioner kroner, da fyrværkerifabrikken i Seest sprang i luften i Danmarks hidtil værste brand- og eksplosionsulykke. Omkring 2000 mennesker blev evakueret, hvoraf nogle fortsat er hjemløse. (forts.) /ritzau/