Børnepasning

Intet tilløbsstykke

Efter et år er der stadig meget lavt behov for børnepasning efter klokken 17.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det overrasker ikke Ole Jespersgaard, at der ikke er rift om pladserne.Foto: Michael Koch

Det er fortsat meget sparsomt med interessen for at have sit barn i børnehave efter klokken 17. Siden 1. januar i år har forældre haft mulighed for at søge om at få tildelt udvidet åbningstid frem til klokken 18 i Børnehaven Lærkereden i Brønderslev, hvis de har brug for det af jobmæssige årsager. Institutionsleder Anders Lund Hansen oplyser, at der er to børn tilmeldt ordningen, men at der kun er ét barn, der bruger den. Han har ikke har noget klart svar på, hvorfor det ikke er blevet noget tilløbsstykke. - Men jeg synes i hvert fald, det beviser, at behovet ikke er der. Det er svært at vurdere, hvad årsagen er. Måske er der ikke nogen, hvor begge arbejder på en måde, så man ikke er i stand til at hente barnet. Dermed ikke være sagt, at der ikke er nogen, der har behovet - måske er der nogen, der ikke vil have Lærkereden og finder en anden løsning, for eksempel at få en barnepige til at hente, siger Anders Lund Hansen, der heller ikke har oplevet den store interesse for ordningen i form af spørgsmål fra forældre. Ikke overrasket Ordningen er et tilbud til forældre, hvor begge arbejder sådan, at der er behov for pasning mellem klokken 17 og 18. Den blev politisk vedtaget i børne- og skoleudvalget for et års tid siden. Den aktuelle status på behovet giver anledning til eftertanke. - Vi må tage det op til overvejelse. Det er jo rigtigt svært, for vi skal også gøre sådan, at folk kan gå på arbejde. Vi vidste godt, da vi satte det i gang, at der nok ikke var ret mange - derfor har vi kun lavet det det ene sted for at gøre det så billigt som muligt, siger Ole Jespersgaard, der ikke er overrasket over, at der ikke er mange børn tilmeldt. - Det undrer mig ikke, at der ikke er så mange - folk skal også hjem på et tidspunkt for at få hverdagen til at fungere, men det er navnlig aktuelt, hvis begge forældre er i forretning, eller det kan være enlige forsørgere, siger formand for børne- og skoleudvalget, Ole Jespersgaard (S). Han har for mange år tilbage været med til at lave noget lignende indenfor Dagplejen. - Det gav samme erfaringer, konstaterer han. Morgentid er efterspurgt Lærkereden er den eneste børnehave i kommunen, hvor man kan søge om at få udvidet åbningstid efter klokken 17. - Det er ikke den store efterspørgsel, vi har lige på det i andre steder end i Brønderslev, så derfor har vi ikke haft det oppe at vende. Vi lægger ikke op til en politisk beslutning om sådan noget, uden at der er et behov, fortæller dagtilbudschef Jørn Godsk Jørgensen. Børnehaverne i Brønderslev Kommune har åbent til klokken 17 og åbner klokken 6.30 om morgenen. Det svarer til 52,5 timer om ugen. Også når det gælder morgenåbningstiden har forældre mulighed for at søge udvidet åbningstid, så de kan aflevere deres børn klokken 6 om morgenen. Det er der større interesse for. - Er der forældre, der har brug for det, så kan de ansøge om dispensation, så institutionen holder åbent der. Det er der faktisk efterspørgsel på flere steder, fortæller Jørn Godsk Jørgensen. Den ekstra åbningstid giver kommunen ekstra udgifter i form at pædagogløn. Det svarer i runde tal til ca. 50.000 kroner, hvis man holder åbent en ekstra time hver dag i et helt år - og tilsvarende mindre, når der er tale om en halv time.