Intet varer evigt, Axl

Uret var stillet 15 år tilbage - til en tid, da det var halvsmart at gå i Dr. Martens og bære
Swatch-ure. Og Guns N’ Roses var på toppen.
FOTO: SCANPIX

Uret var stillet 15 år tilbage - til en tid, da det var halvsmart at gå i Dr. Martens og bære Swatch-ure. Og Guns N’ Roses var på toppen. FOTO: SCANPIX

ROSKILDE FESTIVAL Guns N’ Roses, Orange # # ¤ ¤ ¤ ¤ Martha Wainwrightr, Pavillion # # # # ¤ ¤ Guns N’ Roses fandt faktisk Roskilde – efter flere forgæves forsøg. De leverede et show fyldt med rockhistorie og pauseklovneri og uden reel fremdrift. Men jeg vil ikke lyve. At stå foran Orange og taktfast messe ”GUNS-N-ROSES, GUNS-N-ROSES...” var vitterligt som at blive suget ind i en tidslomme af gymnasiefester og discountøl. For i samme øjeblik, Axl torsdag nat med en times forsinkelse indtog Orange scene og sagde ”Welcome to the Jungle”, blev uret stillet 15 år tilbage. Til en tid, da det egentlig var halvsmart at gå i Dr. Martens og bære Swatch-ure. Og Axl var fit, synger overraskende nok stadig pissefedt med sin markante skærebrænder-falset og har alle sine moves i behold. Så på den konto fejlede koncerten ingenting. Men vi har ventet på nyt materiale siden annonceringen af ”Chinese Democrazy” for ni år siden – og venter stadig, selvom rygterne melder den klar til udgivelse hvert halve år. Derfor lurede følelsen af tabt momentum konstant. Jeg prøvede flere gange at få øjenkontakt med rockikonet på storskærmen. For at finde ud af om der var glimt i de 44-årige øjne. Var det rock’n’roll eller cool cash? Som at æde sit eget bræk hver aften eller nyt liv til rockdrømmen? Svaret var langt fra entydigt. ”You Could be Mine” blev sendt af sted med eftertryk, ”Sweet Child of Mine” fik 70.000 mennesker til at synge med og ”November Rain” faldt flot. Men der var intet, der pegede fremad. Tre nye sange blev dog luftet. Knapt så rentrockende som de gamle, med flere snørkler og bestemt ikke uspændende. Men års ventetid værd? Slet ikke. Til sidst blev det Axl selv, der spolerede showet. Han forlod scenen efter hvert nummer og gav de andre bandmedlemmer plads til at spille laaange solo-ridt. Den slags var måske fedt i 90’erne, men er en festdræber af dimensioner i 2006. Et stop-start show, der endte med at kede os bravt og kun gav lille forløsning i den ventede ”Paradise City”-finale. Ak ja, ”nothing lasts forever and we both know hearts can change,” som Axl selv sang i 1991. Langt mere fremtid synes der at være i Martha Wainwright, klein singer/songwriter og lillesøster til flamboyante Rufus. Hun stillede an i eftermiddagssolen med bare sig selv og sin guitar. Var måske lidt genert og nervøs – så meget man nu kan være, når man optræder i skotskternede hotpants – men overvandt det hurtigt og lod sin hæshysteriske røst hæve sig i Pavillion-teltet. Med countryfarvede sange og stadig ydmyg over for det held og de evner, der har bragt hende så langt som til en græsmark i Danmark. Og jo mere styr Wainwright fik på nerverne, jo nærmere kom vi de indfølte melodier. Det var fint og hyggeligt og på intet tidspunkt rigtig farligt. Vi fik godt nok en sang om mandlige kønsdele (”Ball and Chain”) og signatur-hymnen ”Bloody Mother Fucking Asshole”, men hele tiden blev lussingerne leveret blidt. Alligevel efterlod hun større aftryk end Guns N’ Roses. Men kom nu med den plade, Axl, så snakker vi om det. Jeg har hørt, at den skulle være lige på trapperne... Rasmus Hougaard kultur@nordjyske.dk