EMNER

Intimt indblik i en vendelbopiges liv

Elisabeth Høgsted var stærkt knyttet til Frederikshavn

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Forsiden af bogen med portrættet af den purunge Elisabeth Høgsted.

FREDERIKSHAVN:Elisabeth Høgsted blev født i 1873 og skrev dagbog fra hun var 13 til hun var 77.

Nu har hendes barnebarn, Jens Kristian Lings, der har været lektor i dansk litteratur ved Danmarks Lærerhøjskole i København, udgivet første bind af sin mormors dagbøger, ”Elisabeths dagbog 1”.
Elisabeth Høgsted blev født i 1873 i Mejsig Mølle, Dronninglund Sogn. ”Elisabeths dagbog 1” omhandler hendes barndom og ungdom i Vendsyssel med hovedtilknytning til Frederikshavn. Hun elskede byen. 15 år gammel skrev hun f.eks. dette digt:

Hvor jeg elsker at gå på må og få
langs med havnens travle kvarter,
se skibene komme – og lodse – og gå,
leve med i det hele, som sker,
suge ind i hvert åndedrag rejsernes luft,
tænke sig tropernes varme og dejlige duft
mod den hjemlige havns atmosfære
af fisk og tovværk og tjære.

Kulturhistorisk er hendes dagbøger en guldgrube.

Med til kirkeindvielse

Elisabeth fortæller blandt meget andet om røveroverfald på øde hedestrækninger, om faderens løbske heste og vogn, der i Nørresundby ender på bunden af Limfjorden, om indvielsen af Frederikshavn Kirke den 23.10.1892, hvor hun sang i kor, og om hendes oplevelse af Kasino-teatrets voldsomme brand natten til den 16.04.1893.
Under et kortvarigt ophold i Skagen var hun sangerinde i et dilettantstykke.
Da hun ikke var myndig, før hun blev 25 år, måtte hun i afgørende situationer altid bøje sig for forældrenes ønske. Hun ønskede at blive læge, sygeplejerske eller snedker, men måtte ingen af delene.

I en rå mandeverden

Hendes beretning om sin kamp for anerkendelse, for at opleve kærligheden og for at bevare sin dyd i en rå mandfolkeverden er en stærk og vedkommende kvindehistorie.
Elisabeth var smuk, havde en sjælden fin sangstemme, elskede at spille komedie og må have haft en særlig erotisk udstråling, idet hun både var udsat for voldtægtsforsøg og usædvanlig mange frierier.
Som skribent er hun ikke blot fortællende, men ofte både poetisk og dramatisk i sin udtryksform.
Bortset fra ændring til moderne retskrivning er ”Elisabeths dagbog 1” ren afskrift af de originale dagbøger. De mange fotos m.m., som er klæbet ind i dagbøgerne, er gengivet i kopi.
Søndag 9. 12. kl. 20 bringer TV MIDT-VEST et 20 minutters interview med udgiveren om dagbøgerne: ”Livet længe leve”.
Bogen, der er på 400 sider, omfatter omtrent de tre første af i alt 40 håndskrevne bind og har fra 2010-12 været bragt som føljeton i ugeavisen Thylands Avis.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.