Intolerancen står på spring Folkekirken

Det var ikke i orden, at kirketjener Steen Ribers i Sankt Andreas Kirke i København blev smidt ud af Folkekirken og dermed sognets menighedsråd for over ti år siden, selv om han agiterede for, hvad han kalder kristen reinkarnation.

Det var ellers kirkens egne fagfolk, sognepræsten og Københavns biskop, som havde fundet denne særlige løsning, fordi både de og medlemmer af sognemenigheden opfattede kirketjenerens iver for at udbrede sine holdninger som undergravende virksomhed i strid med Folkekirkens grundlag - og så burde de ikke være repræsenteret i menighedsrådet, mente man. Nu har Højesteret gjort den afgørelse om - og det kaster unægtelig brand ind i det bål om folkekirkens status, som jævnligt buldrer og gnistrer lystigt. Nu må kirken snart blive herre i eget hus, siger man. Og eftersom samtidig andre trossamfund er kommet efter, at de føler sig diskrimineret af f.eks. at skulle registreres i Folkekirkens bøger, så er presset mod den danske kirkeordning markant. Og umiddelbart er det også nemt at give den holdning ret: Et trossamfund må vel selv bestemme, hvad det tror på - og sige nej tak til medlemmer (og præster), som højlydt forfægter andre synspunkter. Det forekommer at være ren logik og ægte dansk demokratisk tankegang. Men er det også det klogeste at kappe den folkelige forbindelse mellem folkestat og folkekirke? Svaret på det er ikke helt så ligetil, og besindelsen må gå på, at det i hvert fald ikke sker uoverlagt under det aktuelle pres. Kravet om at afskaffe Folkekirken i sin nuværende form kommer nemlig først og fremmest fra, hvad man godt kan kalde de mest fundamentalistiske kredse - både inden for og uden for kirkemurene, og på bedste demokratiske vis er agitationen tydelig og ihærdig. På den baggrund er der ikke langt til at forestille sig den risiko for en opsplittelse i de fløje i det kirkelige landskab, som ellers - på trods af vækkelser og uenighed - har fundet sig til rette i samtalens og forkyndelsens fælles frihed inden for Folkekirkens rummelige rammer. Det vil for alvor være et tilbageskridt for den danske tradition for frihed og lighed og et knæfald for religionstyranni. Og hvad det fører til af fundamentalistisk intolerance er alt for tydeligt set allerede.